Til sommer er udvalget af årstidens grøntsager nærmest uimodståeligt. Det er nemt at spise efter sæsonen, når køkkenhaver, gårdbutikker og supermarkeder bugner med farverige, sprøde råvarer. Søde frugter og sprøde grøntsager, fyldt med smag og god næring.
I dette blogindlæg kan du lade dig inspirere af de mange skønne sommerråvarer og finde mine bedste opskrifter på farverig og frisk sommermad. Jeg håber, du vil blive inspireret til at nyde årstidens råvarer ♥
Sommerens skønneste råvarer
Sommerens råvarer giver os mulighed for at pakke en overdådig madkurv eller at sammensætte smukke, friske buffeter til sommerens mange fester.
I juni får grillen sin faste plads på vores altan, og når vi inviterer gæster, består menuen næsten altid af omkring 3 forskellige salater, grillspyd, godt brød og dips, serveret som et stort tapasbord, man kan sidde omkring i timevis.
Vi kan mæske os i jordbær, nye kartofler, asparges, tomater… Ja, jeg kunne blive ved! Alt smager bedre, når det er blevet kysset af solen og allerhest dyrket i den danske muld – måske endda i egen have?
Læs også om de andre årstiders skønne råvarer:
Efterårets råvarer / Vinterens råvarer / Forårets råvarer
Hvad er i sæson om sommeren?
I løbet af forsommeren kan du glæde dig til:
- Agurk
- Asparges
- Bladselleri
- Blomkål
- Blåbær
- Broccoli
- Fennikel
- Hindbær
- Jordbær
- Melon
- Nye gulerødder
- Nye kartofler
- Rabarber
- Radiser
- Salat
- Spidskål
- Tomater
- Ærter
Når sommeren rigtig ankommer, kan du sætte tænderne i:
- Agurk
- Beder
- Blomkål
- Blommer
- Broccoli
- Brombær
- Bønner
- Kirsebær
- Majs
- Nye rødbeder
- Radiser
- Ribs
- Spinat
- Squash
Agurk
En agurk er bare en agurk… eller hvad? Ikke hvis du spørger mig i hvert fald! Agurker smager bedst om sommeren, når de er danske. Og allerbedst, når de er dyrket i drivhuset i kolonihaven.
Agurk er utrolig alsidig, og jeg elsker både at bruge dem i skiver i sprøde og friske salater eller at bruge en kartoffelskræller til at lave brede, dekorative og delikate bånd. Prøv også at lave dine egne syltede agurker, hvis du vil diske op med en god, grillet hotdog eller burger.
Opskrifter med agurk
Sommersalat med melon, asparges og feta
Laksefrikadeller med quinoasalat
Vegansk kebab spyd med perlespeltsalat
Asparges
Asparges kræver ikke det store påstyr. De smager vidunderligt, når de blot kysses af kogende vand, så de bliver strålende grønne og stadig sprøde. Eller når de grilles eller ristet på panden (i smør, naturligvis). Jeg er også vild med at tilføje asparges til alverdens sommerlige salater, hvad end det er en helt simpel og frisk grøn salat eller en mere fyldig af slagsen. Asparges er forresten en klog grøntsag, der selv ved, hvor den skal knækkes. Giv stænglerne et bøj på midten, og så knækker de selv, så du kan kassere den hårde stok.
Opskrifter med asparges
Salat med boghvedekerner, melon og asparges
Butterbeans med pesto og asparges
Tarteletter med kylling og asparges
Bær
Jordbær, hindbær, brombær, solbær, kirsebær. Åh, der er altså ikke meget bedre en modne. danske sommerbær. De smager fantastisk bare sådan, serveret med kold fløde som en frisk og sød dessert, men bær er også fantastisk i det salte køkken. Prøv at blande dem i salater sammen med gede- eller fetaost og top med håndfuld sprøde nødder. Det kan simpelthen ikke gå galt. Og hey! Gør dig selv den tjeneste at vente, til de danske bær er i sæson – de smager altså bare bedst, selvom man så nemt bliver fristet de første solskinsdage, når supermarkederne sælger halvkedelige bær langvejs fra.
Opskrifter med bær
Spidskålssalat med mormordressing
Grillet laks og polenta med jordbærsalsa
Skovbærgrød med ahornristede kerner
Kyllingelår med gulerodssalat og hindbær
Salat med søde kartofler og jordbær
Salat med ribs og mormordressing
Melon
På varme sommerdage er der ikke nogen bedre snack end sød og læksende melon. Den klassiske vandmelon og de forskellige sukkermeloner som honningmelon, netmelon, galia, frøskindmelon, cantaloup og charentaise. Alle smager de bedst, når de er søde og modne, og det kender du bedst ved, at de lyder hule ved et let bank og dufter dejligt ved stikenden.
Opskrifter med melon
Salat med boghvedekerner, melon og asparges
Sommersalat med melon, asparges og feta
Måltidssalat med vandmelon og ristet feta
Nye kartofler
Kartofler skal man ikke kimse af. Især ikke nye kartofler, der bare skal skrubbes, koges og nydes med smør og salt. Mere skønt, simpelt og sommerligt tilbehør finder der vist ikke. De nye kartofler er også vidunderlige at bruge i salater, kolde eller ristede i ovnen, og så findes der nærmest ikke den gryderet, de ikke passer i.
Opskrifter med nye kartofler
Kyllingelår med nye kartofler og gulerodssalat
Salade niçoise med ristede kartofler
Dhal på guleærter med nye kartofler
Braiserede spoleben med nye kartofler og ærter
Tomater
En solmoden tomat fra mine svigerforældres drivhus er simpelthen noget af de mest sommerlækre, jeg kan komme i tanke om. Sød og aromatisk og helt perfekt til en capresesalat med mozzarella og god olivenolie. Eller måske i en rigtig luksus sommerburger med en grillet bøf? Tomater er virkelig en af de grøntsager, hvor der er markant forskel på smagen alt efter, om den er i sæson. Derfor er det med at spise løs, når de smager aller bedst, og så holde sig til hakkede og flåede tomater på dåse samt soltørrede tomater resten af året.
Opskrifter med tomater
Bruschetta med ricottacreme og bagte tomater
Alt i et fad med kylling og polenta
Jordbærsalat med tomater, ærter og burrata
Speltsalat med ovntørrede tomater
Salat med rugkerner og bagte tomater
Gulerødder
Nogle rodfrugter kan vi få fingrene i året rundt, men om sommeren smager de bare af mere. Det gælder i dén grad gulerødder. De nye gulerødder skal ligesom nye kartofler blot skrabes med en lille urtekniv, og så er de klar til tilberedning. Spis eller snit dem rå, damp dem let, så de stadig har bid, eller bag dem i ovnen, så de bliver søde og møre. Gulerødderne smager dejligt med salt, fedme og lidt spicy krydderier som modspil til deres sødme.
Opskrifter med gulerødder
Pastasalat med pesto og bagte gulerødder
Ristede gulerødder med quinoa, dukkah & labne
Kyllingefrikadeller med harissa-gulerødder
Salat med kikærter, gulerødder og feta
Salat med laks, bagte gulerødder og brombær
Hummusfad med bagte gulerødder
Grillede gulerødder med rustik pesto
Find mere inspiration i Grøntsagsglæde
I min kogebog Grøntsagsglæde deler jeg mine opskrifter på sæsonernes bedste salater og tilbehør. Bogen følger årets gang, da du på den måde sikrer, at opskriftens råvarer smager allerbedst – og gør det muligt for dig at købe lokalt og økologisk samt at spare lidt håndører. Læs mere og køb bogen lige her.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev
Hvis du vil have flere idéer til herlig sommermad, vil jeg anbefale dig at skrive dig op til mit nyhedsbrev. Her udsender jeg personlige mails med opskrifter, behind the scenes og anbefalinger et par gange i måneden, og jeg sørger for, at hver mail er proppet med inspiration og gode vibes :-) Tilmeld dig her.