
Ingredienser
Tærtedej
- 250 g hvedemel
- 50 g rørsukker
- 1 knsp. salt
- 200 g smør
- 1 æg
FYLD
- 700 g æbler (ca 6 stk)
- 50 g rørsukker
- 25 g hvedemel
- 1 spsk. kanel
- 2 tsk. vaniljesukker
Til servering
- cremefraiche, vaniljeis eller flødeskum
Fremgangsmåde
TÆRTEDEJ
Bland mel, sukker og salt i en skål. Skær smørret i tern, og smuldr det ud i melet, så smørret ikke er i kugler større end en ært. Gør det hurtigt, så smørret forbliver koldt. Tilsæt ægget, og rør rundt med en gaffel. Tjek, om du kan samle dejen, og tilsæt ellers en smule iskoldt vand. Del dejen i to (den ene portion en smule større end den anden). Tryk dejen sammen til to diske på bordpladen. Pak de to tærtedeje ind i husholdningsfilm, og læg dem i køleskabet i mindst 30 minutter.
FYLD
Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Skræl æblerne, og fjern kernehusene. Skær dem i tynde både, og kom dem i en skål. Tilsæt rørsukker, hvedemel, kanel og vaniljesukker, vend rund. Lad det stå og trække i 15 minutter.
SAML TÆRTEN
Rul den størte portion tærtedej ud på et meldrysset bord. Flyt den over i et ildfast fad eller en tærteform med en diameter på 27 cm. Tryk kanterne på plads, og fyld så tærtebunden med æblefyldet.
Rul den anden tærtedej ud på et meldrysset bord. Løft den forsigtigt op, og placér den over tærten som et låg. Tryk kanterne på plads, og sæt så tærten i ovnen i cirka 35 minutter, til låget er flot gyldent.
SERVERING
Lad gerne tærten køle lidt af, inden servering, da den ellers er meget varm. Servér lun eller kold med vaniljeis, cremefraiche eller flødeskum.

Opskrift på æbletærte
Denne opskrift på æbletærte, er hvordan jeg forestiller mig, en autentisk amerikansk “apple pie” vil smag. Sådan en, vi ser stå køle af i vinduet i film. Imens gardinerne blafrer, og den skønne duft af hjemmebagt spreder sig i nabolaget.
Tærten består af massevis af æbler, vendt i rørsukker og kanel, inden de bages i en tærtebund af mørdej. Mørdejen er kun sødet ganske let, for at afbalancere det søde æblefyld. Den har en vidunderlig smag af smør og en god, flaget og sprød konsistens.
TIP: Hvis du elsker æbletærte men gerne vil have et hurtigere og nemmere alternativ, må du prøve min opskrift på æblecrumble. Den smager lige så vidunderligt.
Æbletærte med låg
Jeg laver min æbletærte med et lukket låg af mørdej. Det bliver sprødt og smukt gyldent, og så gør låget også, at fyldet bliver ekstra saftigt og karamelliseret.
Som alternativ kan vælge at lave et såkaldt “fletlåg” til din tærte. Her skal du blot rulle tærtedej ud og så skære det i lange strimler, som du fletter ind over hinanden – lidt som lavede du et julehjerte.
Du kan også skære forme ud af tærtedejen, eksempelvis hjerter eller blade, og placere dem på låget. Det ser enormt smukt og dekorativt ud.
TIP: Prøv også andre skønne kager såsom nøddetærte, verdens bedste chokoladekage eller en krydderkage med tørret frugt.
Sæson for danske æbler
Til tærten har jeg brugt skønne nyhøstede danske æbler. De findes i Lidl fra denne uge, og de er perfekte både som spiseæbler og søde sager som denne tærte. Jeg kan også anbefale at bruge dem i salater såsom denne grønne salat med æble og parmesan eller en sprød spidskålssalat.
Året rundt finder man et udvalg af danske råvarer i Lidl, og særligt gennem sommeren har jeg nydt at finde danske jordbær, salat og ærter på hylderne. Nu hvor vi nærmer os efteråret, bliver udvalget selvsagt lidt mindre, men vi kan stadig nyde godt af sprøde, danske efterårsæbler, kål og rodfrugter gennem efterår og vinter.
TIP: Brug æbler i min salat med æble eller på en lækker pizza med æble. Prøv også min opskrift på æblecrumblekage eller små æblerosetærter
Lavede denne tærte for et par uger siden, og jeg er mindst lige så stor fan af denne tærte som af din jordbærtærte (som i øvrigt også er lækker toppet med friske brombær for en “sensommer edition” (-: ). Jeg synes tidlige syrlige æbler var perfekte heri, da de gav et godt modspil til den fede dej og bevarede noget syre selv efter bagning. Og tip til andre magelige typer derude: tærten smager lækkert selvom æblerne beholder skrællen på 😉
Det glæder mig at høre, Emma. Tak! Og dejligt med tips til andre bagere 🙂 Jeg vil prøve at lade skrællen på næsten gang.
KH E
Helt igennem en rigtig god opskrift, jeg vil bruge fremover. De æbler, jeg brugte i dag, var nedfaldsæbler lidt tørre og uden syrlighed. Næste gang bliver det med Belle de Boskoop.
Det glæder mig at høre Marianne 🙂 Tak for tips til æblesorter.
KH E