Der er mange rigtig lækre kaffebarer i Århus, men alligevel vender jeg ofte tilbage til de samme steder, når jeg vil forkæle mig selv med en rigtig god kop kaffe. Hvis jeg skal betale 30 kr (eller mange steder endnu mere) for noget, jeg kunne have brygget bedre selv, er jeg hellere fri, og derfor er det dejligt at sætte sig tilrette et sted, hvor jeg ved, jeg ikke bliver skuffet.
Ét af de steder er Altura, den ældste kaffebar i byen. Det er et lille, hyggeligt sted i graven, med søde, nede-på-jorden mennesker bag disken (ingen Joe and the Juice-typer med ananashår), og de serverer altid rigtig, rigtig god kaffe.
Altura har deres egen kaffebrænder, og rister selv bønnerne på egen hånd flere gange om ugen. Derfor er kaffen altid helt friskristet, og det er både muligt at bestille en skøn barista-forkælet kop (der altid er med dobbeltshot. Tommel op!) og sætte sig tilrette ved at af de få borde eller at købe en pose bønner med hjem.
Kaffebaren serverer hverken serverer mad eller kage, men det er man tilgengæld velkommen til selv at medbringe. Og heldigvis kan man hos den økologiske bager, Nr. 24, lige ved siden af, købe de lækreste nybagte sager eller en bolle med tandsmør til helt rimelige priser.
Hvor drikker I gerne jeres kaffe?
Altura Kaffe
www.altura.dk
Graven 22, 8000 Aarhus C