At bede om hjælp kræver sårbarhed og mod, og derfor det også noget, mange har enormt svært ved. Måske fordi, vi ikke vil virke svage. Måske fordi, vi er bange for at blive afvist. Måske fordi, vi ikke forstår at sætte grænser.
Jeg har selv haft utrolig svært ved at bede op hjælp, og det gjorde, at jeg gang på gang fik taget munden for fuld. Til sidst stod (eller nærmere: druknede) jeg med en uoverskuelig mængde opgaver og en stresset krop. Vred på omverdenen, fordi de ikke havde opfanget, at jeg havde brug for hjælp…. Men hvordan I alverden skulle de kunne vide det, når jeg havde haft så travlt med at vise alle, at jeg havde styr på det?
De sidste år jeg har øvet mig i at blive bedre til at bede om hjælp. Jeg lærte på den hårde måde, at jeg ikke kan det hele på samme tid. Men fandt efterfølgende ud af, alt bliver både er sjovere, bedre og mindre stressende, når jeg ikke stædigt forsøger at løfte hele læsset selv.
I dette blogpost håber jeg på at kunne inspirere dig til at blive bedre til at bede om hjælp. Du kan læse om, hvilken hjælp jeg beder om (og betaler mig fra) i min hverdag, og hvordan det både gavner mine nærmeste, min virksomhed og naturligvis mig selv.
Bliv bedre til at bede om hjælp
Jeg tror, de fleste har sværere ved at bede om og tage imod hjælp, end vi har ved at give den til andre. Sådan er det i hvert fald for mig selv. Vi vil endelig ikke være til besvær, og har nok også et behov for at bevise, at vi kan-selv-vil-selv. Igen noget, jeg kan nikke genkendende til.
Hvad vi ofte glemmer er, at de fleste deler glæden ved at være til hjælp. Og at der, når vi tør tager imod en hjæpende hånd, sker der det magiske, at vi får mere overskud. Et overskud, som kan bruges på at hjælpe andre ♥ Det er altså ikke egoistisk at bede om hjælp, og at du er ikke til besvær. Du er med til at skabe mere overskud, omsorg og glæde hos både dig selv og andre.
TIP: Find mere inspiration til gode vaner i min e-bog Hverdagsvelvære.
Øv dig i at bede om hjælp
Når jeg beder om en ekstra hånd, oplever jeg næsten altid kun, at folk bliver glade for at kunne hjælpe. Ligesom jeg også glædeligt vil gøre alt, jeg kan, for at gøre hverdagen bedre for dem, jeg holder af. Men ingen af os er tankelæsere, så vi bliver nødt til at øve os i at give udtryk for, når vi har brug for hinanden, og forklare, hvordan vi bedst hjælper til.
Derfor øver jeg mig i at lægge mit behov for at klare mig selv på hylden (jeg mener: hvad er det, jeg prøver at bevise?!) og blive bedre til at bede om hjælp.
Og hvad er det så, jeg får hjælp til, tænker du måske? Det er alt fra rengøring til bogholderi, og det kan både være ting, jeg betaler mig fra, og en hjælpende hånd fra venner og familie.
TIP: Lad dig inspirere til mere velvære i dette blogpost om meditation for begynder eller få mine råd til bedre søvn.
Hvad beder jeg om hjælp til i min hverdag?
Min kæreste og jeg er i konstant dialog omkring, hvem der har overskud, og hvem der har brug for lidt aflastning. Er jeg bagud med mit arbejde, beder jeg Simon om hjælp til at klare alt det hverdags-praktiske et par dage. Ligesom han beder mig om at gøre det samme, når han sidder de fleste af døgnets timer med en stor opgave på kontoret.
Efter vi er blevet forældre, får vi også hjælp af vores familie til pasning. Mine to søstre passer typisk vores søn en halv dag hver uge, og det gør en kæmpe forskel for, at vi kan få hverdagen til at hænge sammen. Det gør det muligt for mig at passe mit arbejde, at tage et møde eller nå en deadline, imens Otto hygger sig med sine mostre.
Andre eksempler kan være, når jeg beder min mor om at korrekturlæse, min far om at løfte tunge kasser eller min veninde om at komme forbi med take-away, selvom jeg egentlig havde inviteret på aftensmad.
At investere i hjælp
I mit arbejdsliv elsker jeg at have mange bolde i luften. Det har dog taget mig flere år at indse, at jeg også bliver nødt til at have mennesker omkring mig, som kan hjælpe med at gribe dem.
Den sløve indlæringskurve skyldes både mit ego, som ofte forsøger at bilde mig ind, at opgaver kun kan blive løst korrekt, hvis det er mig selv, der udfører dem. Og at det er alt for besværligt og spild af ressourcer (tid og penge) at skulle sætte andre ind i tingene.
Når man giver opgaver videre, vil der næsten altid være en periode, hvor det ikke kan betale sig. En periode, hvor der sker fejl, og man skal bruge energi på at rette til. Men (og det er et stort men!) når man kommer ud på den anden side, hvor opgaver bliver løst, uden at man selv skal have en finger med i spillet, er det så meget dét værd. Og jeg har gang på gang erfaret at det at investere (igen – både tid og penge) i at få hjælp, er noget af det bedste, jeg kan gøre for både mig selv og min virksomhed.
TIP: Læs også om, hvordan du kan skabe dine egne simpe måneritualer eller fordelene ved at føre en taknemmelighedsdagbog.
Hvilken hjælp betaler jeg for?
I mit privatliv betaler jeg mig fra levering af dagligvarer og rengøring af vores hjem. To ting, der giver meget ekstra tid og overskud i hverdagen.
For nogle kan det nok virke fuldstændig tosset (og forkælet) at få rengøringshjælp, når man bor to voksne og et barn i en lejlighed med en overskuelig størrelse. Men vi synes begge, det er død kedeligt at gøre rent, selvom vi trives samtidig bedst i et ryddeligt hjem. Derfor vælger vi at prioritere rengøring i vores budget, for vi sætter langt større pris på at kom til et rent hjem (uden selv at have løftet en finger) end at købe et par nye sko. Og med den ekstra fritid og overskud det giver, er det hver en krone værd.
I min virksomhed investerer jeg efterhånden også en stor del af min indtjening på at hyre hjælp. Det er alt til fra videoredigering og bogholderi til grafisk arbejde og hjælp til opvasken, når jeg er i fotostudiet.
I starten var det ret angstprovokernede at investere i hjælpen, fordi jeg som selvstændig aldrig helt ved, hvor meget jeg tjener i næste måned. Men det har vist sig at være nøglen til at skabe en stabil og fornuftig forretning, fordi jeg har fået overskud til at gøre dét, jeg er bedst til. Det betyder, at jeg kan takke ja til flere spændende opgaver, og at jeg har tiden til at tænke kreativt og producere mere spændende indhold til jer, der følger med.
Mit bedste råd til selvstændige
Mit bedste råd til jer, som ønsker at springer ud i livet som selvstændig, er at investere i hjælp, så hurtigt som muligt. Og gerne før, I tror, I har råd til det. Det handler om at starte i det små, og vende sig til at investere en del af indtjeningen tilbage ind i virksomheden.
For mig betød det eksempelvis, at jeg hyrede en revisor og fik styr på SKAT, MOMS og alt det, som jeg ellers brugte timevis på at bøvle med og bekymre mig om. Også før jeg egentlig synes, jeg havde råd til det. Men investeringen betød, at jeg fik timer tilbage, som jeg kunne bruge på at skabe mere værdi, og det var altså i dén grad det værd.
Husker du at investere i og bede om hjælp? Del endelig dine tanker og erfaringer i kommentarfeltet. Jeg vil så gerne høre fra dig.