Café GLAD! er en lille café beliggende på Frederiks Allé. Uden for de store vinduer suser biler og cyklister forbi, men inde i caféen er der en rolig, glad (høhø) stemning, der straks får én til at sænke skuldrene et par centimeter. Hos GLAD! er der fokus på sund, hjemmelavet mad, og de specialiserer sig i take-away, der hverken går på kompromis med kvalitet eller sundhed. Det er dog også muligt at finde plads ved et af de få borde i caféen, hvor de hver dag fra 09:30 – 20:30 anretter fade og skåle med deres smukke, grøntsagsspækkede retter.
Menúkortet hos Café GLAD! indeholder alt fra morgenmad og brunch til sandwich, suppe og varme retter. Derudover er der en disk fyldt med smukke salater, der udskiftes så de passer til sæsonen råvareudvalg. Caféen bager deres eget koldthævede brød dagen igennem, og du kan vælge mellem alt fra (glutenfrie) boller, knækbrød og rugbrød. Kvaliteten er i top, og det samme er den meget venlige betjeningen.
GLAD! er et perfekt sted at besøge, hvis du spiser vegetarisk, vegansk eller glutenfrit, eller hvis du bare gerne vil skifte en fedtet brunch ved åen ud med en mere frisk (og appetitlig) en af slagsen. 90 – 100% af deres råvarer er økologiske, og alt er tilberedt fra bunden af gode, friske råvarer. Hvis du blot er på udkig efter noget hurtigt take-away er deres salater fremragende, og ellers er det også et hyggeligt sted at sætte sig ind og få en kop kaffe og lidt sødt. Det eneste lille “men”, jeg må nævne, er at der mangler et kundetoilet. Det er et must for mig, når jeg gerne vil sidde et sted flere timer for at arbejde eller catche up med en savnet veninde. Når det er tilfældet, bliver jeg gerne hængende og tager både morgenmad og frokost samme tid – men det udelukker faciliteterne lidt. Jeg bliver dog alligevel ved med at vende tilbage igen og igen, for maden hos GLAD! er ikke til at kimse af.