Opskrift på chokorug
Jeg har spist mange chokorug fra Lagkagehuset gennem årene. Særligt da jeg i en periode pendlede fra Århus til København, og ofte skulle have lidt morgenmad eller noget lækkert med til kaffen. De små rugbrødsboller med chokolade var af mine yndlingssnacks lige at hapse med på farten, når jeg havde lyst til noget sødt men alligevel mættende.
TIP: Find min guide til opstart af surdej lige her.
Chokorug med surdej
Da vi begyndte at bage vores eget rugbrød for et par år siden, og jeg eksperimenterede med surdejsbrød og surdejsboller i stor stil, fik jeg lyst til at bage mine egne chokorug. Og jeg vidste lige præcis, hvordan jeg ønskede resultatet:
- Fyldt med saftige, mættende og lækre rugkerner
- Med en blanding frø og kerner
- Udelukkende bagt på rugmel
- En bastant men ikke alt for kompakt rugbrødsbolle
- Med masser af mørk chokolade og stykker af dadler
- Bagt på surdej
Det tog en del forsøg, før jeg ramte det perfekte resultat. Nok fordi jeg samtidig ønskede, at mine chokorug skulle være relativt hurtige at lave, fx uden at skulle hæve natten over. Det lykkedes dog til sidst, og jeg har sådan glædet mig til at dele opskriften med jer!
TIP: Brug dine surdejsrester til at lave madpandekager eller knækbrød.
Rugbrødsboller med gær
Selvom jeg uden tvivl foretrækker at bage chokorug med surdej, kan de også sagtens bages med gær. Det er både lidt hurtigere, og betydeligt nemmere, hvis du endnu ikke har en god, aktiv surdej stående i dit køkken.
Når chokorug bages med surdej får de en lidt mere syrlig smag, og de holder sig saftigere i længere tid. Men de smager bestemt også godt bagt på gær, så lad dig endelig ikke afskrække, hvis du endnu ikke er blevet dus med surdejsbagningen.
TIP: Prøv også min opskrift på proteinboller eller fiberrige kerneboller eller chokoladeboller