Har du løst gåden om, hvilke farver, der klæder dig? Hvorfor nogle farver, får dig til at føle dig godt tilpas, mens andre får dig til at ligne en grå mus. Hvorfor den hårfarve, du ellers var sikker på, ville klæde dig, fik dig til at se syg ud, med mindre du havde en masse make-up på?
Nå ikke? Så lad os tale lidt om farver… eller “lidt” er nok en underdrivelse, for jeg kan skrive side op og side ned om farveteori. Farver er fantastiske! De kan få dig til at stråle, fremhæve dine bedste sider eller skjule det, du gerne vil gemme væk fra offentligheden. Det handler alt sammen om, hvilken undertone vores naturlige hudfarve har.
Når man først er blevet klogere på, hvilken undertone ens hud har, bliver det nemmere at købe make-up og tøj. Man ved, hvilke farver man skal gå efter, hvilke foundations der vil passe perfekt i farven og hvilke farver, man skal undgå i sin garderobe. Kort sagt klæder varme farver bedst mennesker, hvis hud har en kold undertone, imens kolde farver kan få hud med en kold undertone til at stråle. Selvom jeg har en lys hud, er min undertone varm, hvilket betyder at jeg vil se syg og kedelig ud, hvis du kommer mig i en isblå kjole og giver mig en kold, rød farve på læberne, imens min hud vil se sund ud, og jeg vil få farve i kinderne, når jeg iklæder mig en laksefarvet kjole og drysser en gylden øjenskygge på øjenlågene.
Hvis du er blevet nysgerrige efter at finde ud af om din hud har en kold eller varm undertone, så læs med her.
Hvad er en kold eller varm farve?
En lys hud betyder ikke nødvendigvis en kold undertone, og ligeledes vil en mørk eller solbrun person ikke altid have en varm undertone. Ovenover ser du nogle eksempler på kendte med henholdvis kolde eller varme undertoner. Måske du kan spejle dig selv i en af dem? Det er også muligt at have en neutral hudtone. Nogle mennesker vil endda opleve, at deres ansigt har en anden undertone end resten af kroppen.
Hvordan finder jeg min huds undertone?
Hvis du ikke umiddelbart kan genkende din hud som kold eller varm, er der et par test, man kan lave for at blive klogere.
1. Gul eller blå?
Synes din hud mere gul eller mere blå? Mennesker med en meget lys hud og kold undertone, vil se næsten blå eller lilla ud, hvis de fryser, men man kan sagtens have en lys, gullig hud og derved have en varm undertone.
2. Kig på dit håndled
Tag et kig på dit håndled. Hvis dine blodårer synes grønne, har du med stor sandsynelighed en varm undertone (blå + gul = grøn), hvis de ser mere lilla ud, har du en kold undertone (pink + blå = lilla)
3. Sølv eller guld?
Hvad får din hud til at stråle? Hvis sølv klæder dig bedst, har du med stor sandsynlighed en kold undertone, og hvis du altid bruger guld, har du en varm undertone.
4. Hvidt tøj
Ser du bedst ud i en kridhvid t-shirt eller klæder det dig bedre med en lidt mere støvet eller cremet hvid? Den helt kridhvide farve kan nemt så meget ‘hård’ ud til en hud med en varm undertone, imens den får en kold undertone til at stråle.
5. Blush test
Prøv en ferskenfarvet blush på den ene kind og en kølig pink på den anden. Hvilken ser naturlig ud, og smelter ind i huden?
Måske I kan se, hvilken undertone min hud har ud fra billedet?