Dette blogpost er skrevet af Katrine Winfeld, som har været i praktik hos mig de sidste to måneder.
Illustrationerne er lavet af dygtige Ida Mathilde, som kan kontaktes på Instagram for personlige stregtegninger.
Nu er min praktik her hos Emma så småt ved at nå vejs ende, og det har været to interessante og lærerige måneder. Det har været fantastisk at læse så mange gode kommentarer til de tidligere blogposts, og jeg sidder tilbage med en enormt tilfredsstillende følelse af, at der er nogen, som har fået noget ud af det, jeg har delt, og det er den skønneste følelse at gå på ferie med.
Læs mere: Sunde hverdagsvaner
Inden jeg siger farvel og tak, har jeg fornøjelsen af at dele dette sidste blogpost med jer og efter lidt grundig overvejelse og en snak med Emma, besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville skrive en hyldest til kvindekroppen. Jeg vil dele nogle tanker med jer, der både tager udgangspunkt i den viden, jeg har tilegnet mig gennem mit studie, men også i viden jeg selv har opsøgt for at få en større forståelse for min egen kvindekrop.
{ EN KVINDES SUNDHED }
Jeg vil starte dagens indlæg med at fokusere lidt på kvinders sundhed, og hvordan den kan adskille sig fra mændenes. Til trods for de mange ligheder, vi deler, er der jo både tydelige biologiske forskelle og nogle indre processer, der adskiller mænd og kvinder fra hinanden.
Læs mere: Sådan skaber du en ny vane
Den mest åbenlyse forskel på mænd og kvinder er kvinders månedlige cyklus og evne til at bære børn. Selvom vi ikke går og tænker på at skulle have børn lige nu, er vores cyklus stadig et rigtig godt pejlemærke for vores sundhed. Herudover har kvinder naturligt en højere fedtprocent end mænd, en mindre muskelmasse samt mindre kropsvæske. Disse forskelle er helt essentielle for vores næringsmæssige behov, og hvordan vi kan være fysiske aktive. Det vil altså sige, at en sund livsstil for en mand ikke nødvendigvis vil kunne overføres direkte til en kvinde – og omvendt.
{ DEN MÅNEDLIGE CYKLUS }
Mange af os forholder os kun til vores cyklus én gang i måneden, nemlig når vi får vores menstruation, og ellers skænker vi den næsten ikke en tanke… Men vores cyklus er ikke noget, der kun sker én gang i måneden – den består af en kæde af forskellige processer, der forløber sig over en periode på mellem 21 og 35 dage.
Læs mere: Er dine vaner sunde nok?
I løbet af vores cyklus sker der svingninger i vores hormoner, der sørger for, at et æg modnes, at livmoderslimhinden kan tage imod et befrugtet æg, og at kroppen kan udvikle en graviditet. Hvis det modnede æg ikke befrugtes, afstødes livmoderslimhinden sammen med ægget og kommer således ud som det blod, der kendetegner menstruationen. Blødningen varer som regelt 3-5 dage, og herefter starter cyklussen forfra. Selvom vi ikke bløder, sker der altså stadig svingninger i vores hormoner, der kan påvirke alt fra vores humør og appetit til vores energiniveau og søvnbehov.
{ VÆRDSÆT DIN KVINDEKROP & LÆR DEN AT }
Hvordan vi tænker om og forholder os til vores menstruation er forbundet med både følelser og holdninger, der er skabt gennem vores kultur, opdragelse, religion og personlige erfaringer. Jeg selv og mange unge kvinder i min omgangskreds er vokset op med, at menstruation ikke var noget, man talte højt om. Det blev set som lidt klamt, upraktisk og ikke særlig behageligt. Faktisk tror jeg aldrig, jeg i løbet af mine teenageår har mødt en kvinde, som var positivt stemt overfor sin cyklus. Det synes jeg er super ærgerligt, for i virkeligheden er vores menstruation jo et tegn på, at vores hormoner er i balance, og at kroppen er i stand til at skabe et liv.
I forbindelsen med den første menstruation begynder kvindekroppens fysiske udseende også at ændre sig. Vi udvikler bryster og hofter, og der sker en naturlig større lagring af fedt på kroppen. Hele denne forandring af kroppen kan simpelthen ses som en slags forberedelse til graviditet. Alt, hvad der sker, sker fordi kroppen skal være istand til at skabe og bære et lille liv inden i sig. I virkeligheden er kvindekroppen og vores cyklus helt fantastisk, så lær den at kende, bliv klog på den og værdsæt den for alt, hvad den kan.
I dag har mange kvinder valgt at bruge hormonel prævention såsom p-piller. Det kan der være mange fornuftige årsager til, men jeg synes, det er vigtigt, at man ved, hvad der sker i kroppen, når man er på p-piller: P-piller indeholder kunstige hormoner, østrogen og gestagen, der stopper den naturlige cyklus, og skaber en kunstig slimhinde i livmoderen. Selvom man bløder hver måned, når man holder den skemalagte pause fra p-pillerne, er det altså ikke en almindelig menstruation, men den kunstige slimhinde, der udskilles.
Jeg vil ikke åbne op for en debat om prævention i dette blogpost, men jeg vil personligt opfordre til, at unge piger får muligheden for at lære deres cyklus at kende og opleve, hvordan den påvirker deres krop, før hormonel prævention kommer på tale.
{ PAS PÅ DIN KVINDEKROP }
Når man værdsætter sin kvindekrop, får man også i højere grad lyst til at passe godt på den. Derfor vil jeg dele nogle råd med jer til, hvordan I kan passe ekstra godt på jeres kvindekrop. De officielle kostråd er naturligvis et godt udgangspunkt, og alle råd, jeg er kommet med i de tidligere blogposts, er også gode at holde fast i. Som kvinde er der dog endnu et par ting, man kan være ekstra opmærksom på, hvis man ønsker at passe endnu bedre på sin krop, og især hvis man oplever nogle hormonelle ubalancer eller en meget uregelmæssig cyklus.
1 ♥ Motion
Motion og fysisk aktivitet er naturligvis super godt for kroppen og ens cyklus, men for meget træning kan resultere i, at menstruationen udebliver. Det er kroppens måde at sige fra på og fortælle, at den livsstil, man lever, ikke kan understøtte en graviditet. For meget træning undertrykker de kvindelige kønshormoner, og der opstår en hormonel ubalance, der faktisk vil minde om den, man ser hos kvinder i overgangsalderen.
2 ♥ Kost & kur
Vi har lært, at vores vægt afhænger af, hvor mange kalorier vi indtager, og hvor meget vi forbrænder. Der er derfor mange kvinder, der går rundt og har et kontrolleret forhold til deres mad og i stedet for at mærke kroppens sult og mæthedssignaler, styrer de deres indtag med et kalorieregnskab oppe i hovedet. Kure, der er for kalorielette, kan måske hjælpe på vægttabet, men gør intet godt for sundheden. Ved et for lavt indtag af kalorier, risikerer man, at kroppen, ligesom ved overtræning, siger fra og stopper cyklussen. Får man for få kalorier over en længere periode, kan kroppen desuden reagere ved at gå i en slags dvale, hvor den drastisk nedsætter sin forbrænding, fordi den tror, der er krise, og i stedet for, at man taber sig, vil forbrændingen bare sænke sig. På lang sigt vil det resultere i, at når man så øger sit kalorieindtag igen, vil kroppen lagrer de ekstra kalorier som fedt, i stedet for at øge forbrænding.
3 ♥ Fedt
Nogle vælger at være opmærksom på at undgå for meget fedt i deres kost, for at reducere deres kalorieindtag. Fedt har nemlig et højt kalorieindhold, men samtidig er visse typer fedt alfa og omega for vores krops sundhed og funktioner. Det er derfor super vigtigt, at man især som kvinde er ekstra opmærksom på, at det fedt, man får, er den gode slags, såsom omega-3 og omega-6. Vores hjerne har især et stort behov for, at vi får den rette mængde fedt, fordi det indgår i alle cellemembranerne i hjernen og bidrager til en god hukommelse samt mindsker risikoen for demens og depression. Ifølge de nordiske kostråd skal 25-40% af et voksent menneskes daglige energiindtag faktisk komme fra fedt, så vær endelig ikke bange for at spise en hel avocado, at hælde lidt mere olivenolie over dine grøntsager eller måske at spise fisk 3 gange i ugen.
4 ♥ Alkohol
Alkohol er ikke direkte usundt, når det indtages i små mængder, men fordi kvinder i gennemsnit både er mindre af bygning, har mindre kropsvæske og mindre af det alkoholnedbrydende enzym end mænd, kan vi simpelthen ikke holde til at drikke lige så meget, som mændene gør. Dette resulterer i, at alkoholkoncentrationen i blodet bliver højere hos kvinder, og at kvinder derfor hurtigere bliver beruset end mænd.
Det er vores lever, der forbrænder alkohol, og størrelsen på vores lever er derfor afgørende for, hvor hurtigt den alkohol, vi indtager, forbrændes. Fordi kvinder har en mindre lever end mænd, vil alkohol opholde sig længere tid i kvindens krop. Kvinder har derfor større risiko for leverskader end mænd. Hvis du godt kan lide at gå i byen og måske endda gerne fester med drengene, er det godt at huske på, at du ikke bare kan følge med og drikke samme mængder – du skal huske at lytte til din krops signaler! Nyd de genstande, din krop kan holde til, og husk på, at vi altså ikke er skabt til at kunne drikke lige så meget som mændene.
Tanken bag dette blogpost er at minde jer om, hvorfor kvindekroppen er fantastisk. Det er samtidig et ønske og en forespørgsel om, at vi alle sammen skal huske at værdsætte vores krop for det den er. Det er ikke nok at acceptere den: Vi skal passe på den, ære den og respektere den. Kvindekroppen er helt særlig og fortjener vores omsorg og nærvær.
Det var alt fra mig for denne gang. Jeg håber, I syntes, det har været interessant at læse med. Jeg vil sige 1000 tak for jeres interesse og engagement.
♥ Katrine