Nemme fastelavnsboller af vandbakkelser
Fastelavnsboller af vandbakkelser er en utrolig nem opskrift på fastelavnsboller. Vandbakkelserne kan bikses sammen på nul-komma-fem, da dejen ikke behøver at hæve. Og så slipper man også for at bekymre sig om, om fyldet flyder ud under bagning.
Luftig og sprød vandbakkelse med fyld
Vandbakkelser er utrolig nemme at lave. Når man først lige har prøvet det et par gange og derved ved, hvilken konsistens dejen skal have, kan det næste ikke gå galt.
Når du laver vandbakkelser, er det først og fremmest vigtigt, at dejen ikke er for flydende. Dette sikrer du ved, at du tilsætter æg gradvist, imens du pisker kraftigt. Dejen skal være glat og flydende nok til, at den kan presses ud i en sprøjte pose. Men dejen skal nogenlunde kunne holde sin form uden at løbe for meget, når den sprøjtes ud på bagepladen.
Dernæst er det vigtigt, at du ikke åbner ovnen for at tjekke til vandbakkelserne undervejs. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft, og åbn ikke for ovnen de første 20 minutter, når vandbakkelserne sættes ind. Dernæst kan du tjekke til dem, og give dem nogle minutter ekstra, hvis de endnu ikke er tilpas gyldne.



Fyld til fastelavnsboller
Traditionelle fastelavnsboller af vandbakkelser fyldes med vaniljecreme og flødeskum. En ganske fantastisk kombination, der bare ikke slår fejl. Du kan dog sagtens variere fyldet, og jeg kan anbefale dig at lave flere forskelligt fyldt af samme portion vandbakkelser. Til portion lavede jeg tre forskellige versioner, fire af hver. Alle havde fyld af vaniljecreme og så tilsatte jeg følgende:
Flødeskum
En tredjedel af flødeskummen blev brugt til den helt klassiske version med vaniljecreme og flødeskum. Så simpelt og så utrolig godt. Her pyntede jeg naturligvis med et let drys sigtet flormelis.
Hindbærskum
I den anden tredjedel af flødeskummen vendte jeg hindbærsyltetøj, så jeg fik en fin, lyserød hindbærskum. Start med at tilsætte 1 spsk. ad gangen, til du har den perfekte smag og farve. Over denne hindbær version dryssede jeg pulver af frysetørret hindbær. Det lyserøde pulver kan man finde i større supermarker og delikatessebutikker.
Solbærskum
Denne er nok min favorit! I den sidste skål vendte jeg solbærsyltetøj, der gav en smuk lilla farve. Solbær er mere syrlige i smagen, så selvom syltetøjet er sødt, giver det stadig en mere frisk skum. Over disse fastelavnsboller dryppede jeg lidt smeltet mørk chokolade.
De bedste opskrifter på fastelavnsboller
Jeg har flere opskrifter på fastelavnsboller her på bloggen. Jeg vil næsten hævde at sige, at der er fastelavnsboller for enhver smag! Prøv eksempelvis den helt gammeldags fastelavnsbolle eller gammeldags med et twist af solbær. Er du vild med marcipan må du også prøve den svenske variant semlor med mandelcreme og flødeskum. Eller måske en glutenfri fastelavnsbolle som et alternativ.