
Ingredienser
FILODEJSSKÅLE
- 4 ark filodej
- 2 spsk. olivenolie
LAKSEMOUSSE
- 250 g varmrøget laks
- 1 dl cremefraiche 18 %
- 125 g røget laks
- peber
- ½ citron
GRØNt
- 2 dl friskbælgede ærter
- 1 bundt grønne asparges
- 1 håndfuld frisk dild
- 1 håndfuld ærteskud
- 125 g blandet grøn salat
- 1 citron
Fremgangsmåde
FILODEJSSKÅLE
Tænd ovnen på 180°. Fold filodejen ud, og del hvert ark i 6 lige store stykker. Pensl hvert stykke med olie. Læg dernæst stykkerne sammen 2 og 2, så de danner en stjerne. Læg forsigtigt hver filodejs”stjerne” i en muffinform, så du får 12 tarteletter. Bag dem i ovnen i ca. 7 minutter, til de er gyldne og sprøde.
LAKSEMOUSSE
Pil skindet af den varmrøgede laks, og rør laksekødet sammen med cremefraiche til en mousse. Skær den koldrøgede laks i mindre stykker, og rør dem i laksemoussen. Smag til med citronsaft og peber.
SERVERING
Bælg ærterne. Skyl aspargesene, knæk bunden af, og hæld kogende vand over aspargesene i en sigte, så de blancheres og bliver flot gråønne.
Fyld filodejsskålene med laksemousse, ærter og asparges. Pynt med dild og ærteskud. Servér med grøn salat og citronskiver.
Opskrift på filodejsskåle med laksemousse
Filodejsskåle med laksemousse fyldes med en cremet mousse af både kold- og varmrøget laks. Det giver nemlig en virkelig dejlig konsistens og smagen. Den varmrøgede laks gør moussen mere luftig, og så tilsættes den finthakkede stykker af koldrøget laks. Smagen af de to forskellige typer laks kompimenterer hinanden rigtig fint, og det afbalanceres perfekt med lidt cremefraiche og citronsaft.
Prøv også: Salatskål med laksemousse
Skåle eller tarteletter af filodej
De sprøde filodejsskåle laves super nemt ved at bage stykker af filodej i en muffinform. Det er nemmest at bruge en fast muffinform af metal som på billederne, men har du små silikoneforme, tror jeg også sagtens, det går an.
Filodejstarteletter kan bruges lidt ligesom almindelige tarteletter af butterdej. Herhjemme udskifter vi dem sommetider med de klassiske tarteletskaller, når vi laver tarteletter med kylling og asparges.
TIP: Prøv også sprøde butterdejsreder som alternativ for filodejstarteletter eller butterdejspakker med laks
Nem forret til mange gæster
Jeg har selv serveret forretten til en bryllupsreception, hvor den var en blandt tre forskellige hapsere, gæsterne kunne nyde efter kirken. Selvom vi lavede 100 af de små filodejsskåle, var det et ret overkommeligt projekt, da både skåle og fyld kunne forberedes dagen forinden. Kort tid inden gæsternes ankomst var det så bare at anrette filodejsskålene, og jeg siger jer, de hittede!