Opskrift på grøn risotto med grøntsager
Grøn risotto er en fantastisk sund risotto med massevis af grøntsager. Risottoen får sin fine farve fra spinat og basilikum, der blendes og røres i risottoen. Derudover tilføjer jeg også ærter, for at gøre retten (endnu) grønnere.
I opskriften har jeg brugt frosne ærter som et nemt og billigt hverdagsindslag, men hvis du vil servere risottoen for gæster eller bare kræse lidt mere for retten, synes jeg klart, du skal købe friske nye ærter, når de er i sæson. Det løfter resultatet til et helt nyt luksus-lækkert niveau.
TIP: Brug rester af din risotto til at lave flot grønne risottodeller.
Grøn risotto til hverdag eller fest
En klassisk risotto går man aldrig, aldrig galt i byen med, hvis I spørger mig. Det er sådan et måltid, der er festligt nok til at blive serveret for gæster, men samtidig simpelt nok til at udgøre menuen på en hverdagsaften.
Herhjemme er risotto blevet en tilbagevendende tradition, efter at Simon og jeg har været i svømmehallen. Jeg kender ikke meget, der kan skrue min appetit i vejret, som en lille times plasken rundt i bassinet (med en del mindre succesfulde forsøg på at svømme crawl), og dér rammer en mættende risotto bare altid the spot, når vi kommer hjem helt møre og røde i kinderne efter en tur i saunaen. Heldigvis er det også en opskrift, der er nem og hurtig at tilberede, så jeg kan få gøre noget ved hullet i maven i en fart.
TIP: Prøv også denne skønne vegetariske pastaret med ærter og asparges eller risotto med svampe.
Risotto med grøntsager
Du kan nemt lave variationer af den smukke grønne ristotto. I stedet for at vende blendet spinat i risottoen, kan du erstatte det af en puré af kogt græskar eller rodfrugter som rødbede og sødkartoffel. Du kan også prøve en af de følgende opskrifter på forskellige variationer af risotto:
Find flere opskrifter på risotto med grøntsager:
Risotto med pastinak og hasselnødder
Græskarrisotto med panchetta og salvie
Risottofad med kylling og fennikel