Harissa-marinerede kyllingelår
Harissa er en chilisauce, der bruges i mange opskrifter i blandt andet Marokko og Tunesien. Saucen er den knap så hemmelige ingrediens i marinaden til disse harissa-marinerede kyllingelår. Den er med til at give smag og et diskret chili-kick til de saftige kyllingelår. I kan finde harissa på glas eller dåse hos mellemøstlige købmænd, og for nyligt er mærket Al’Fez begyndt at lave en variant, der kan findes i de fleste større supermarkeder. Sådan et lille glas er guld værd til at give smag til alt fra dips og dressinger til gryderetter og marinader. Det kan jeg kun anbefale at investere i!
Marrokansk gulerodssalat
Den harissa-marinerede kylling passer perfekt sammen med denne fantastiske marrokanske gulerodssalat, som I kan se på billederne. Salaten er dejlig alsidig og går godt til alt fra falafler til kebabspyd, men en kombination, der særligt hitter, er når den bliver serveret med cremet hummus og spicy, krydret kylling – præcis som denne opskrift. Hvis I har mod på det, så kan det anbefales at lave hjemmelavet hummus til. Det er super nemt og meget billigere at lave hummus selv – så hvis I har lyst, så kan I finde opskriften lige her.