Hurtig græsk frokostsalat med kikærter

P2030344
Så er jeg tilbage i Århus efter en skøn og ret så effektiv smuttur til København. Og det betyder tilbage til 9-16-agtige dage på studiet, madpakker, hurtige hverdagsaftaler, indkøb, støvsugning… U know the drill 😉
Nu er der jo heldigvis ingen, der siger, at sådan en hverdag nødvendigvis skal være kedelig, men når man lige er kommet hjem efter et par dage med spændende møder og fart over feltet, bleger sådan en onsdag, som der venter mig, altså en smule. Selvfølgelig nyder jeg at komme hjem til Simon, men opvask og cykelturen op ad Randersvej er altså ikke det fedeste, jeg kan komme på…
Som I måske kan fornemme, var mit humør ikke tårnhøjt, da jeg vågnede op til hverdagen i morges. Ikke dårligt som sådan, bare lidt mellemfornøjet. Men da jeg satte mig ved computeren og bladrede i mine små ting-indlæg (i jagten efter fine stemningsbilleder til kogebogen), fik jeg mig en fin, lille reminder: Indlæggene var nemlig propfyldt med ting, der nemt kunne tilføje denne onsdag en smule mere rarhed. Lækker mad, søde mennesker, udsigten fra vores lejlighed og andre små hverdagsfornøjelser. Og så lavede jeg mig ellers en kop god kaffe, hoppede lidt rundt på yogamåtten og skiftede til en af mine yndlingskjoler.
P2030351
En af de nemmeste og mest virksomme måder at forsøde hverdagen på, er for mig at spise godt. At bruge tid på måltiderne, både på at tilberede dem og at spise dem, at nyde dem og at glæde mig til dem. Vi kender vist alle sammen til, hvordan en leverpostejshverdag hurtigt kan blive en tand bedre, når bare man har en spændende frokost i tasken, at se frem til. Har jeg ret?
Hvis I har brug for en lækker frokost, der er værd at gå og glæde sig til, men som stadig ikke kræver en masse tid i køkkenet, er dagens opskrift perfekt. Salaten er en genganger i mit køkken, og jeg vender ofte tilbage til den, når jeg gerne vil have en god, mættende, semi-sund og über-lækker frokost enten på hjemmekontoret eller med på farten.
Her er på ingen måde tale om noget fancy’t, men det betyder ikke, at det er mindre godt. Frokostsalaten er en klassisk græsk salat med agurk, tomat og feta, hvor jeg har tilsat kikærter for ekstra mæthed – ja næsten så ligetil, at jeg næsten ikke behøver at stikke jer en opskrift. I får den dog alligevel, hvis nu jeres morgenhjerne stadig ikke er helt i gear 😉
Hav en skøn onsdag, folkens 🙂
P2030338
Ingredienser til 1 person
2 store tomater eller 10 cherrytomater
1/2 agurk
1/4 rødløg
1/2 – 1 dåse kikærter (alt efter hvor sulten, du er)
1 lille håndfuld feta
1 lille håndfuld basilikumsblade
2 tsk. olivenolie
2 tsk. balcamicoeddike
Salt & friskkværnet peber
Evt. en smule balcamicoglace
Skær tomat og agurk i mundrette bidder og rødløget i tynde skiver. Skyl og dræn kikærterne fra dåsen, og bland dem med tomat, agurk og løg i en skål. Dryp balcamicoeddike og olivenolie over, og vend rundt.
Smuldr fetaen over salaten, og top med grofthakket basilikum. Kværn salt og peber over salaten, og pynt gerne med lidt balcamicoglace, hvis du har det på lager.
Nyd salaten med det samme, eller haps den med på madpakken.

4 kommentarer
Vis alle kommentarer
  1. Elsker den måde, du skriver på! At du er så reflekteret og altid formår at have en positiv grundetone, også selvom livet er liiiidt trist. Det er SÅ inspirerende jo!

  2. Hvilken balsamico glanse bruger du, den ser dejlig mørk og cremet tyk ud:-)

Skriv en kommentar