Som I nok kan regne ud, har jeg ikke den store erfaring med overnatningsmulighederne på Samsø, da jeg sover trygt, godt og gratis i mine forældres sommerhus, hvor jeg endda er så heldig at have mit eget værelse. Men selvom man ikke kender nogen, der har hus på Samsø, er der rig mulighed for at finde et godt overnatningssted, og der er noget i alle prisklasser.
1 // Vadstrup1771 har I hørt om i indlægget om spisesteder, men det fortjener også at blive nævnt her, da det faktisk i ligeså høj grad er et hotel, som det er en restaurant. Vadstrup ligger smukt og ugeneret i udkanten af Onsbjerg i en gammel sort/hvid bindingsværksgård, og jeg forestiller mig, at en overnatning eller to på Vadstrup i et af de 11 værelser eller annexet ”Annehuset” ville være det perfekte get-away i en travl hverdag.
Værelsespriserne på Vadstrup er lidt pebrede (i hvert fald på SU-budget), men taget i betragtning af, hvor skønt et sted det er, hvor god maden er, og hvor flot den tilhørende park/have er, synes jeg, det er ganske rimelige priser. Et dobbeltværelse starter f.eks. ved 800 kr. pr. nat. Maden på Vadstrup kan jeg kun anbefale, så det ville undre mig, hvis det ikke også gjaldt værelserne. Personligt ville jeg i hvert fald ikke have noget imod at vågne op i et af de smukke, lyse værelser med udsigt over solgule rapsmarker og svajende korn.
Vadstrup 1771
Vadstrup 4, 8305 Samsø
Instagram: vadstrup1771
2 // Samsø Nattely ligger i landsbyen Pillemarks gamle skole, som i dag er blevet ombygget til B&B og vandrehjem med 10 værelser, der alle har sjove og unikke navne. Man kan f.eks. sove i Kosteskabet, Jomfruburet, Fyrstesuiten eller Dueslaget 😉 Udover at fungere som B&B og vandrehjem kan hele stedet også lejes, hvis man skal på lejrskole, holde fest eller lignende. Mine forældre har selv holdt stor familiefest og Skt. Hans fest på stedet, hvilket fungererede rigtig godt, da de så havde både festlokaler og overnatningsmuligheder til gæsterne under ét og samme tag. Udover de 10 værelser rummer den gamle skole også to stuer, en stor spisesal, et køkken og en dejlig stor have, som er til fri afbenyttelse. Priserne er meget rimelige, og et dobbeltværelse koster mellem 435 og 535 kr.
Samsø Nattely
Svanevej 1, Pillemark, 8305 Samsø
Facebook: Samsø Nattely
3 // Ferieboligerne ved Vesborg Fyr
Vesborg Fyr ligger helt ud til vandet på den sydvestlige del af Samsø, og efter min mening må stedet stensikkert være på top 5 over de bedste udsigtspunkter på Samsø. Man kan leje sig ind i tre forskellige boliger ved fyret – den hvidkalkede Fyrmesterbolig, der ligger lige op ad fyret, Udsigtspavillonen, der ligger helt ud til vandet, hvor man har panoramaudsigt, og Fyrassistentens bolig, der ligger ved stien, der fører op til fyret. Alle de gange jeg har været forbi fyret, har jeg altid kastet lange blikke efter Udsigtspavillonen, der ligger på en skrænt så tæt på vandet, som man næsten kan komme. Der hører en lille have til pavillonen, og jeg kan allerede forestille mig, hvordan det må være at sidde med sin morgenkaffe i hånden og tæerne i græsset og nyde den smukke, smukke panoramaudsigt ud over havet.
Ferieboligerne ved Vesborg Fyr
Vesborg Fyr, 8305 Samsø
Facebook: Vesborg Fyr
4 // Brundby Rockhotel er Danmarks eneste rockhotel – et virkelig hyggeligt familieejet hotel (med indbygget spillested) med en dejlig afslappet stemning. Det er for det meste danske musikere, der aflægger rockhotellet et besøg. Den her sommer har de bl.a. Rasmus Walter, Peter Sommer, Wafande, Søs Fenger, Tue West, Folkeklubben og Alberte Winding på plakaten.
Hotellet er udsmykket med alverdens sjove nips, der er med til at sætte stemningen, og væggene i indgangen er desuden udsmykket med billeder af de mange musikere, der i tidens løb har givet koncert på hotellet. Det giver et hyggeligt indblik i rockhotellets historie. Hotellet ligger midt i landsbyen Brundby omgivet af en skøn, grøn have, hvor der også dyrkes grøntsager, frugter og krydderurter, som bl.a. bliver brugt i hotellets restaurant. Alle værelserne har et særligt navn, der er bestemt af værelsets indhold og udsmykning, og man kan f.eks. sove på Marilyn Monroe-, Gasolin- eller Flower Power-værelset 🙂
Brundby Rockhotel
Brundby Hovedgade 63, 8305 Samsø
Facebook: Brundby Rockhotel
5 // Camping og Feriecenter Samsø er et gammelt landbrug, der er blevet ombygget, og i dag fungerer det både som hotel og campingplads. Stedet ligger i Kolby på sydøen og er et oplagt overnatningssted, hvis man har børn med på Samsø. Der er i alt 22 værelser med plads til 1 til 6 personer og en lille campingplads med 60 pladser. Priserne for værelser svinger, alt efter om man vil bo på campingpladsen, i et familieværelse eller i et hotelværelse, men priserne er meget rimelige, og de kan alle sammen ses på hjemmesiden.
Feriecentret er et mekka for børn og barnlige sjæle, da der både er klatrevæg, fodboldgolfbane, bowlinghal, petanque-baner, beachvolley, sauna og ikke mindst en gammel gylletank, der er blevet omdannet til pool. Umiddelbart lyder det ikke super lækkert med en pool i en gylletank, men der er heldigvis ingen spor af gylletank bortset fra poolens runde form 😉 Da jeg var yngre, brugte jeg en stor del af mine sommerferier her. Dengang kunne man nemlig købe armbånd til stedet, hvor man fik lov til at bruge poolen og alle de andre aktiviteter. Især hoppepuden har et par af mine gymnastik-veninder og jeg fået mange timer til at gå med at slå flik-flakker på.
Camping og Feriecenter Samsø
Stensbjergvej 6, Kolby, 8305 Samsø
Facebook: Feriecenter Samsø
Udover de steder jeg har tippet om her i indlægget, kan jeg se, at der efterhånden er en del, der udlejer deres sommerhuse på Samsø via Airbnb, så det er også en mulighed. Mine to yndlingslandsbyer på Samsø er Besser og Nordby (og området omkring Nordby bakker), så hvis jeg skulle bo i en Airbnb, ville jeg sigte efter en af de to. Men afstandene på øen er korte og landsbyerne er sådan set alle sammen hyggelige, så om man bor i den ene eller anden landsby, betyder ikke så meget 🙂