Sundere opskrift på en klassisk jordbærtærte
Hvem elsker ikke jordbærtærte? Dette er min (lidt) sundere udgave af den danske sommerklassiker, og jeg lover, at den vil bringe lykke. Her laver jeg en jordbærtærte med ricotta-creme, frem for den klassiske tunge creme, man kender fra bageren.
Ud over at være en hel del sundere end den, du kan hente hos bageren, er min opskrift også utrolig nem at lave. Se, det var allerede to gode argumenter for, at du bør forsøge dig med opskriften snarest muligt. Du kan sikkert selv finde på flere gode grunde…
TIP: Er du i stedet til en helt klassisk jordbærtærte, har jeg også verdens bedste opskrift her
Opskrift på tærtebund til jordbærtærte
Kagens bund er blød og marcipanagtig i midten og sprød som en tærtebund på ydersiden. Det sparer dig for en del arbejde, da du ikke både skal lave en mørdej og en mazarinbund, og du slipper derfor for at skulle have tærten i ovnen flere gange. Cremen består af ricotta, et italiensk mælkeprodukt, der giver en skøn, let og frisk creme, som går fantastisk til den søde tærtebund. Tilføj et godt lag mørk chokolade og smukke danske jordbær, og du har den bedste jordbærtærte, jeg kender til.
TIP: Prøv også en klassisk æbletærte, en rabarbertærte med marzipan eller de lækreste matchatærter med granolabund og mascarpone-creme!
Dessertopskrift med ricotta: den lækreste ricotta-creme
I denne opskrift på jordbærtærte vælger jeg at lave en lækker ricotta-creme som fyld i tærten. Når man bruger ricotta som base for cremen får man en lækker, cremet konsistens samtidig med at den ikke bliver alt for tung, som den klassiske kagecreme hurtigt kan blive. Resultatet er den perfekte sommerkage, der stadig holder fast i de fleste klassiske elementer fra den velkendte tærte.
Jordbærsæson
Når det endelig er sommer, er det også lig med jordbærsæson – og det skal udnyttes! Jeg elsker at bruge jordbær i alt fra kager (som her) til salater. Prøv eksempelvis min kartoffelsalat med jordbær eller en jordbær caprese salat. Jordbær udgør dog også den lækreste topping på bircher müsli, havregrød eller bananpandekager, hvis morgenmaden skal have en lille opgradering.