jordskokchips med rosmarin

 photo jordskok1_zps1ae7d2e4.jpg
Mine bedsteforældre kom for et par uger siden med flere kasser fyldt med alverdens rodfrugter fra deres køkkenhave. Jeg har ihærdigt forsøgt, at kæmpe mig igennem dem lige siden, og de er især blevet brugt i masser af simremad, ristet i ovnen eller lavet til sprøde chips, som her. Her får I en opskrift på endnu en udgave af de lækre rodfrugtchips. 
 photo jordskok2_zpsa2c3837e.jpg
Denne gang er de lavet med jordskokker, og selv om de små knoldede rødder kan være besværlige at gøre rene, er det det hele værd, for deres særlige nøddeagtige smag træder virkelig frem i de små knasende chips. Og så lover jeg, at det giver masser af point på overskudskontoen, når man serverer en skål jordskokchips for gæsterne inden middagen 😉
 photo jordskok3_zpsbbcfc055.jpg
Ingredienser
Jordskokker (så mange du orker)
Olivenolie
Tørret rosmarin
Salt
Rens og skrub jordskokkerne. Skær dem i så tynde skiver som muligt enten ved hjælp af et mandolinjern eller en foodprocessor.
Vend skiverne i rigeligt med olivenolie, og placer dem enkeltvis på en beklædt bageplade. Drys med rosmarin og salt og bag chipsene i ovnen ved 175 grader i ca. 25 minutter. Vend dem, når halvdelen af tiden er gået.
Lad chipsene køle helt af, inden de opbevares i en lufttæt beholder. 

 photo jordskok4_zpsf171794e.jpg

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar