Kirsebær ispinde // Sunde, nemme og børnevenlige

P7220074
Søde og dygtige Julie Panton, som jeg har været så heldig at have som grafiker på min kogebog Herlig & ærlig mad, spurgte mig for en rum tid siden, som jeg kunne tænke mig at udvikle en opskrift til en idé, hun havde i tankerne. Julie bidrager til Enfants Terribles Magazine, det fineste online magasin til forældre, barnlige sjæle eller alle med hang til fremragende, legende æstetik. Og idéen var, at hun ville skabe en lille fotoserie til magasinet med opskrifter på børnevenlige islækkerier og matchende tøj.
P7220090
Inspirationen til photoserien var et par åndsvagt nuttede shorts med kirsebær-mønster, Julie havde købt til sin datter. Hun manglede altså først og fremmest en nem opskrift på kirsebæris, og den udfordring var jeg hurtig til at tage på mig. Opskriften, jeg nåede frem til, efter et par køkkenforsøg, bringer jeg nedenfor. Den er pivlækker og cremet, og så minder smagen mig en smule om den bamse-is (I ved, den med tyggegumminæsen), som man enten elsker eller elsker at hade, bare i en noget mere sofistikeret (og sundere) udgave.
P7220103
Husk endelig også at kigge forbi Enfants Terribles blog, hvor I kan finde billeder af Julies søde, søde (søde!) datter Olga i kirskebærshorts og med is helt op til næsen. Men pas på – det er farlige sager, hvis man er lige så skruk som jeg. Hun er noget nær det kæreste.
P7220092
Ingredienser til 6 ispinde
Den fede del af 1 kokosmælk
100 g udstenede kirsebær
1 spsk. citronsaft
2 spsk. ahornsirup
1 tsk. mandelessence
1 tsk. vaniljeessence
Opbevar en dåse med kokosmælk i køleskabet i 24 timer, så du kan skille den fede mælk fra vandet. Gem gerne vandet til smoothies eller lignende. 
Blend den fede kokosmælk sammen med de udstenede kirsebær, citronsaft, ahornsirup, mandel- og vaniljeessence. Fordel massen i 6 ispindeforme, og stil dem i fryseren i mindst 6 timer. 
TIP: Mandel- og vaniljeessence indeholder alkohol, hvilket hjælper til at modvirke iskrystaller i isen.

Ingen kommentarer
Vis alle kommentarer

Skriv en kommentar