Mælkefri & vegansk kokosyoghurt
Kokosyoghurt er uden tvivl min favorit af veganske, mælkefri yoghurter. Jeg har ofte købt det i helsekosten. De fører en variant, der smager utrolig lækkert, men den er lige så dyr, som den er god. Derfor er jeg virkelig begejstret for, at det endelig er lykkes mig at lave min egen variant. En kokosyoghurt, med en cremet konsistens og en let syrlig smag, lavet af ganske få ingredienser.
TIP: Prøv at røre kokosyoghurt i en lækker skål chiagrød.
Nem opskrift på kokosyoghurt
Jeg har efterhånden eksperimenteret med at lave min egen kokosyoghurt en god håndfuld gange det sidste år. Hver gang er et eller andet gået galt – enten har konsistensen været forkert, eller også er den syrlige smag udeblevet. Heldigvis for os, både mig og jer, har det vist sig, at den simpleste fremgangsmåde også er den bedste. Med ganske få ingredienser og lidt tålmodighed, kan vi nemlig nemt fremtrylle den mest cremede, lækre, syrlige yoghurt af kokosmælk.
PRØV OGSÅ: Et andet morgenmadshit er min sunde havregrød med æg
Ingredienser til hjemmelavet kokosyoghurt
Til at lave en lækker, cremet kokosyoghurt, skal du bruge følgende ingredienser:
- Kokosmælk: Jeg bruger en god økologisk kokosmælk fra dåse. Vælg en variant, du synes smager godt – så kommer din yoghurt til at gøre det samme.
- Mælkesyrebakterier: Jeg bruger et kosttilskud af mælkesyrebakterier i små kapsler. Kapslerne kan åbnes og det indeholdende pulver kan røres i kokosmælken.
- Valgfri ingrediens: Cashewnødder Hvis du ønsker at lave en tykkere og mere cremet yoghurt, kan du blende cashewnødder i din kokosmælk, inden yoghurten stilles til fermentering natten over. Udblød cashewnødderne i kogende vand i en time, inden du blender dem i yoghurten, så de kan blendes helt ud.
TIP: Udforsk mit arkiv af laktosefri opskrifter.
Vigtigheden af en god fordøjelse
Tarme og fordøjelse er blevet et populært emne – både hvad gælder bøger og kosttrends, men også indenfor forskning, hvor sammenhængen mellem vores sundhed og tarmflora undersøges. Der er nemlig en stigende erkendelse af, at de mikroorganismer, der er en del af vores fordøjelsessystem, har en enorm effekt på vores fysiske og psykiske helbred.
Fungerer vores fordøjelse ikke, kan vi spise nok så sundt – vores krop vil simpelthen ikke få det optimale ud af maden, hvis den ikke er i stand til at nedbryde den. Det kan eksempelvis være et problem, hvis man har været på antibiotika (hvilket jeg var skræmmende mange gange som barn), eller hvis man i en periode har indtaget for meget sukker, salt og alkohol.
Mælkesyrebakterier til en bedre tarmflora
Du har sikkert hørt, at yoghurt og andre surmælksprodukter er godt for vores fordøjelse. De indeholder nemlig mælkesyrebakterier, der fodrer de gode bakterier og nedkæmper skadelige bakterier og svampe, så fordøjelsen kan fungere optimalt.
Vores fordøjelse fungerer bedst, når der er overskud af de gode bakterier. Man kan nemlig ikke skære alle baktusser over én kam, for i vores mave findes der tusindvis af forskellige stammer af bakterier, der på forskellig vis hjælper os med at optage næring. For at tilføje flere af de gode af slagsen, er mælkesyrebakterier et fornuftigt sted at starte.
Jeg tager selv et kosttilskud af mælkesyrebakterier, og så spiser jeg fermenteret og syrnede fødevarer. Surdej, kombucha (fermenteret te), surkål, yoghurt.
Hvordan laver man yoghurt?
Yoghurt laves af mælk, der syrnes med en mælkesyrebakterie. Det gør mælken tykkere i konsistensen og syrlig i smagen.
Mælken skal have en temperatur omkring 37 grader, før mælkesyrebakterierne har de bedste forhold. Der vil de bakterierne omdanne sukker (i komælk laktose) til mælkesyre.
Du kan lave din egen hjemmelavede yoghurt af almindelig komælk, men helt ærligt synes jeg ikke, det er det værd. Smagen vil stort set blive den samme, og det vil være dyrere end at købe en yoghurt i supermarkedet.
Hvis du vil eksperimentere med at lave yoghurt af plantemælk, kan det dog sagtens betale sig at lave sin egen variant. Her er der nemlig mange penge at spare, og man kan styre udenom en masse mærkelige tilsætningsstoffer.
Sådan laver du kokosyoghurt
Til at lave hjemmelavet kokosyoghurt, bruger jeg en kapsel af et kosttilskud af mælkesyrebakterier. Jeg åbner kapslen og rører pulveret i kokosmælk (evt. blendet sammen med cashewnødder for en mere cremet konsistens). Derefter får bakterierne lov til at stå og arbejde natten over, så de kan omdanne sukkeret i kokosmælken til mælkesyre.
Jeg stiller kokosmælken i et syltetøjsglas med et klæde over inde i ovnen. Her lader jeg lyset være tændt men resten af ovnen slukket, for på den måde opnår jeg en temperatur på omkring de 37 grader, hvor mælkesyrebaktierne har de bedste forhold.
Efter en 12-24 timer, smager jeg på yoghurten. Hvis den er syrlig nok, stiller jeg den på køl, så konsistensen kan blive mere frisk og yoghurten kold. Hvis jeg gerne vil have den lidt mere syrlig, før den lov til at stå i ovnen, indtil jeg er tilfreds med smagen.
Tips til den perfekte kokosyoghurt
Inden du går i gang med at fremtrylle din egen kokosyoghurt, er der er par gode råd, der er værd at skrive sig bag øret
- Sørg for, at du vælger en kokosmælk, der ikke skiller. Hvis du vælger en variant, hvor kokoscreme og -vand deler sig i dåsen, vil din kokosyoghurt også skille. Her kan du vælge kun at bruge kokoscremen og lave en tykkere yoghurt, men den vil naturligvis få en høj fedtprocent. Jeg har haft succes med at lave kokosyoghurt, der ikke skiller af Coop økologisk kokosmælk og Santa Maria økologisk kokosmælk.
- Brug probiotika kapsler af høj kvalitet. Dvs. et kosttilskud, der kombinerer et højt antal forskellige arter i samme kapsel (jeg bruger Multidophilus fra Solaray). De er dyrere, men langt mere effektive – både når det gælder yoghurtproduktion og som hjælp til at bringe fordøjelsen i balance. Og husk forresten, at probiotika ofte skal opbevares i køleskabet.
- Brug redskaber af træ eller plastik, når du rører ingredienserne sammen, da metal kan påvirke probiotikabakterierne.
- Jo længere, du lader din yoghurt udvikle sig, jo mere syrlig bliver den. Hvis yoghurten begynder at ændre farve eller dufte funky, er der noget galt (måske glasset ikke har været helt rent), og den må kasseres.

Serveringsforslag
