Luciabrød til Luciadag
Luciabrød spises d. 13. december hvert år. På luciadag og faktisk også min fødselsdag! Jeg har mange fødselsdagsminder med luciaoptog og julehygge, og jeg husker også, at min mor et år bagte de svenske luciabrød på min fødselsdag.
Jeg synes, de fine, gule “S” formede boller smager så dejligt, og jeg elsker traditioner (særligt af de spiselige slags). Og derfor har jeg besluttet mig for at gøre luciabrød til en fast jule/fødselsdagstradition i vores lille familie. Enten om eftermiddagen, når vi alle kommer hjem, hvis d. 13. december falder en hverdag. Eller til morgenmad, hvis højtiden rammer en weekend og der er ekstra tid til morgenhygge, som vi er så heldige at have i år.
TIP: Prøv også min opskrift på julesmåkager eller specier eller dadelkonfekt
Koldhævede luciabrød
Hvis du ønsker at bage luciabrød til morgenmad, kan jeg anbefale at koldhæve dejen. Det kan du nemt gøre ved blot at bruge 10 g gær med følgende fremgangsmåde:
Fremgangsmåde til koldhævede luciabrød
Kom safran i en skål, og hæld 0,5 dl kogende vand over. Lad det stå og trække i 15 minutter.
Skær smør i små tern, og lad det stå på bordet og blive blødt.
Kom safranvand og kold mælk i en stor skål, og opløs gær heri. Tilsæt sukker, æg, salt og kardemomme , og rør det sammen, til der ikke er nogen klumper.
Tilsæt mel gradvist, og ælt dejen godt. Dejen skal føles smidig og glat og skal let slippe skålen eller bordet. Den må ikke klistret, og gør den det, kan du tilsætte 25 g ekstra mel.
Tilsæt blødt smør til skålen, og ælt det godt ind i dejen, indtil den er flot blank. Stil dejen på køl natten over.
Dagen efter hælder du kogende vand over rosinerne, så de hurtigere bliver udblødte.
Rul dejen ud til ca 0,5 cm tykkelse. Skær bånd på ca 2 cm, så du får omkring 12 bånd. Skær marcipan ud i små tern, og gem et lille stykke i hver ende. Rul derefter båndene sammen til “S” formede boller. Placér dem på et bageplade beklædt med bagepapir.
Lad bollerne efterhæve i 60 minutter under et fugtigt viskestykke. Imens du forvarmer ovnen til 200 grader på almindelig ovnfunktion.
Pensl luciabrødene med sammenpisket æg, og placér en rosin i midten af hver snoning.
Bag luciabrødene i ovnen i 12-15 minutter, til de er flot gyldne. Lad dem køle af på en bagerist, og servér dem meget gerne lune.
TIP: Prøv også min opskrift på vaniljekranse eller havregrynskugler
Safran i luciaboller
Det, der giver luciabrød deres karakteriske farve og smag, er safran. Verdens dyreste krydderi! Derfor er det også vigtigt, at du behandler safran korrekt, så du får den bedste smag og farve ud af det fornemme krydderi.
Jeg hælder lidt kogende vand over safrantrådene, for at “vække” dem til live. Det er et vigtigt step, for kommer du blot safran direkte i dejen, vil det ikke give samme farve og smag.
Hvis du synes, safran er for dyrt, eller ikke har det på lager, kan du tilsætte 1 tsk. gurkemeje til dejen som et billigere alternativ. Det giver ikke nogen smag, men bollerne får en flot, gul farve.
Jeg tilsætter desuden en smule kardemomme til min dej. Det er ikke traditionelt, men jeg synes, det giver en god smag. Og kardemomme er jo utrolig svensk, så jeg tænker, det går an 😉
TIP: Prøv også min opskrift på juleboller med appelsin og rosiner eller stjernebrød
Jeg elsker at holde fast i madtraditioner! Der er noget vildt hyggeligt over at fejre højtider med klassisk bagværk, som man gjorde i gamle dage. Mine favoritter er særligt gammeldags fastelavnsboller og varme hveder – men jeg tager imod hver en mulighed for, at bage lidt lækkert derhjemme!