
Ingredienser
Sprøde kikærter
- 240 gram kogte kikærter (1 dåse eller ca. 125 gram tørrede)
- 1 spsk. olivenolie
- 1 spsk. paprika (gerne røget)
- 1 tsk hvidløgspulver (eller 2 fed friske, revne)
- 1 tsk. salt
Ristet romanesco
- 1 romanesco
- 1 spsk. olivenolie
- 1 tsk. spidskommen
- 1/2 tsk. salt
Endvidere
- 50 gram soltørrede tomater i olie, drænede
- 100 gram sorte oliven uden sten
- Frisk persille
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 175 grader.
Vend kikærterne i olivenolie, paprika, hvidløgspulver og salt. Fordel dem på en beklædt bageplade, og sæt dem i ovnen i 30 minutter, eller indtil de er helt sprøde.
Skær romanesco hovedet i buketter, og vend dem i olivenolie, spidskommen og salt. Fordel buketterne på en beklædt bageplade, og sæt dem i ovnen i 25 minutter, indtil de er let gyldne og møre.
Skær de soltørrede tomater i mindre stykker, halvér olivenene og hak persille groft.
Bland nu kikærter, romanesco, soltørrede tomater og oliven på et salatfad, pynt med persille og servér straks.
Mellemøstlig salat med ristet romanesco og kikærter
Her deler jeg opskriften på en mellemøstlig salat med ristet romanesco og kikærter, der smager super skønt. Jeg elsker kombinationen af romanesco og kikærter, der begge har en mild smag, med lækre krydderier som spidskommen og paprika. Tilsæt lidt smagsbomber som oliven og soltørrede tomater og så har du en dejlig og anderledes salat. Så hvis du er kørt lidt træt i salatblade og har lyst til noget nyt – så er denne opskrift perfekt!
TIP: prøv også min opskrift på krydret blomkål med tzatziki eller mellemøstlig moussaka med lam og auberginer
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg godt kan lide at købe ind. Jeg elsker at liste igennem hele butikken, lede efter gode tilbud, opdage hvad der der er i sæson, og få inspiration til de næste dages måltider. Særligt elsker jeg at kigge forbi butikker med en stor grøntafdeling eller et marked med lokale, friske råvarer. Og hvis man er rigtig heldig, kan man få fingrene i et flot romanesco hoved.
Romanesco
Romanesco ligner mest af alt noget fra det ydre rum, men i virkeligheden er det smukke, grønne kålhoved i familie med blomkål. Romanesco smager som en blanding af blomkål, asparges og broccoli, så kan du ikke få fingerne i den eksotiske fætter, kan du erstatte det med en af disse. De er i sæson fra Juni til November, men kan ofte være lidt svære at få fat på. I denne opskrift fik kålen selskab af soltørrede tomater, oliven, persille og krydrede kikærter, der er ristet sprøde i ovnen, så de får et crouton-lignende knas.
TIP: prøv også min opskrift på bagt blomkål med tahin eller den mellemøstlige gryderet ghormeh sabzi fra det persiske køkken
Hvad vil du spise til, hvis salaten skal fungere som hovedret?
Hej Ida 🙂 Det ville være lækkert med fladbrød og hummus til 🙂