Min graviditet: Andet trimester

 

I starten af min graviditet sneglede tiden sig afsted. Nu føles det pludselig lige omvendt. Hver uge tager den næste, inden jeg har set mig om, og nu er der under to måneder til min termin.

Dette blogpost skal handle om andet trimester. Det vil sige fra 13. til 28. graviditetsuge. Min oplevelse af den sidste måneds tids gemmer jeg altså til, når jeg samler op på tredje trimester, her i min lille graviditetstriologi.

 

 

Hvordan jeg oplevede første trimester, kan du læse her. Kort fortalt, var det en ret turbolent tid. Med meget nervøsitet, usikkerhed, kvalme og træthed. Og glæde naturligvis – men det blev ærligt talt lidt overskygget af alt det andet.

I andet trimester begyndte det hele dog at vende. Jeg turde langsomt tro på, at jeg rent faktisk var gravid. Maven begyndte at bule mere og mere. Og jeg følte mig fyldt af energi og forventningsglæde.

 

At bestige et bjerg med en spire i maven

I starten af andet trimester var vi på ferie i Skotland. Turen bød på roadtrips på kringlede veje og vandreture i højlandet – så det var mildest talt ret heldigt, at min kvalme var forduftet.

Et af højdepunkterne på vores tur (bogstavelig talt), var en vandretur til toppen af Ben Nevis. Storbrittaniens højeste bjerg med en stejl vandrerute på cirka 8 timer.

Selvom der endnu ikke var meget at se på min mave, kunne jeg godt mærke, at min krop var anderledes end normalt. Jeg blev enormt nemt forpustet, så vandreturen foregik i et langsommere tempo. Men op kom jeg. Og jeg synes nu, det er ret sejt at tænke på, at det lille menneske i min mave allerede har været på toppen på et bjerg.

 

At kende kønnet

Da vi kom hjem fra Skotland, besluttede vi os for at få en kønsscanning på en privat klinik. Simpelthen fordi, vi (læs: jeg) var enormt nysgerrig. Og tænk engang! Der gemte sig en lille dreng derinde ?

Vi havde været lykkelige uanset, men jeg er nu alligevel glad for, at vi valgte at få kønnet at vide. Det gjorde ligesom det hele mere virkeligt at kunne sige “han” og ikke “den”, og jeg oplevede særligt, at det gjorde en forskel for Simon. Som om han først dér rigtig begyndte at forestille sig, hvem det er, vi skal møde til december.

 

At mærke liv

Jeg mærkede liv meget tidligt i min graviditet. Allerede omkring uge 10 mærkede jeg bobler og en klidende fornemmelse under maveskindet, særligt når jeg sad helt stille.

Efterhånden som ugerne gik forvandlede følelsen sig fra kilden til små smølfespark. Og for første gang en dag i omkring uge 22, mærkede jeg ham udenpå maveskindet. Så kraftigt at både min søster og Simon også kunne fornemme sparkene, imens jeg sad helt paf og forbavset.

Det er den skønneste fornemmelse at mærke ham vokse og boltre sig i min mave. Enormt betryggende, og det er også som om, det gør, at man allerede nu begynder at få fornemme ham og lære ham at kende.

 

En kommende far

Noget det mest vidunderlige ved min graviditet, synes jeg er at dele det med Simon. Lige så kliché og sukkersødt, det nok lyder, lige så fantastisk er det, når han taler og nusser ham i min mave. Når han ikke bare siger hej og farvel til mig, men også lige giver sin kommende søn en high five 😉

Det er også noget af det, jeg glæder mig allermest til, ved at blive mor. At blive forældre sammen og dele oplevelsen (alt fra de første skridt til den manglede nattesøvn)  med Simon.

Energi og overskud

Generelt var mit andet trimester fyldt med god energi og masser af overskud. Jeg følte mig som mig selv, bare lige en tand gladere.

Også rent fysisk oplevede jeg, at jeg stort set følte mig som mig selv, bort set fra bulen på maven. Så jeg gjorde også, som jeg plejede, når det kom til træning og hverdagsbevægelse: løbeture, svømning, yoga, barretræning og pilates. Alt sammen en tand mere kontrolleret og blidt end normalt, men det føltes godt at styrke og bevæge kroppen. Og jeg tror også, det er medvirkende til, at jeg har haft så uproblematisk en graviditet indtil nu.

 

Babyting og sager

“Hold k*ft hvor bliver vi voksne!”. Sådan har jeg sagt til Simon virkelig mange gange de sidste måneder. Vi har fået fællesøkonomi. Vores første bil. Og så har vi været i Bilka for første gang i … 5 år?! Haha!

I det hele taget har vores samtaleemner ændret sig en del, jo længere jeg når i graviditen. Pludselig taler vi om opdragelse og blespande, og det er skørt og lige præcis, som det skal være, på samme tid.

Det var først i andet trimester, vi rigtig begyndte at købe ting og sager til baby. Vi lavede en liste med, hvad vi forestiller os, vi får brug for, og så har vi ellers krydset tingene af stille og roligt. Det meste tøj har jeg fundet i genbrug, og så har vi fået anbefalinger af forskellige must-haves fra vores venner med børn. For det er ærligt talt lidt svært at finde hovede og hale i, når man forsøger at forudse, hvad ens (barns) behov bliver. Det er jo umuligt at vide, så vi prøver at holde indkøbene på et minimum, og så se tiden an. Butikkerne har jo også åbent efter fødslen, tænker jeg 😉

 

 

Nu er jeg i uge 32. Og selvom jeg stadig har det rigtig godt, kan jeg godt mærke, at både mit fysiske og psykiske overskud er ved at ændre sig. Mere om det i sidste blogpost, som jeg tænker at skrive i slutningen af tredje trimester. Der kan jo nå at ske meget endnu, her de sidste to måneder (plus/minus) 🙂