Lun salat med mange grøntsager
Ratatouille salat er alsidigt tilbehør, der passer til det meste. Den smager herligt til grillet kød – fx en rib eye steak, hvis man skal lave en rigtig herremiddag. Jeg holder dog også af at forvandle salaten til et mættende frokostmåltid ved at servere den med et spejlæg og grillet halloumiost eller friskhøvlet parmesan. Super simpel sommermad, når det er bedst. Generelt kan det altså anbefales at toppe salaten med lidt parmesan – den italienske ost gør jo alting bedre?
TIP: Prøv også min opskrift på fransk pølseret a la ratatouille, pasta med ratatouille sauce eller en skøn ratatouille tærte
Ratatouille salat fra Grøntsagsglæde
Jeg bliver sommetider spurgt, om jeg egentlig selv bruger mine egne kogebøger. Svaret er JA, jeg bruger dem alle, for fælles for bøgerne er netop, at de er fyldt med mine absolutte favoritopskrifter. De opskrifter, jeg vender tilbage til igen og igen – og som jeg alligevel ikke altid kan huske i hovedet…
En af disse favoritopskrifter er min ratatouille salat, som man finder i min kogebog Grøntsagsglæde. Den går man aldrig galt i byen med. Det er nemlig en skøn opskrift, der beviser at grøntsager er langt fra kedelige – salaten er nemlig fyldt med smag!