Hermed en opdatering på vores renoveringsprojekt. Vi har de sidste 5 måneder renoveret en 60’er villa i Åbyhøj, som vi glæder os til at kalde hjem inden længe.
I dette blogpost kan I læse, hvor vi befinder os i processen. Jeg deler vores til- og fravalg og planer for køkken og badeværelse, hvor vi har lavet de mest gennemgribende renoveringer.
Om 7 uger håber vi, vi kan flytte ind. Men som I vil læse nedenfor, skal en hel renoverings-kabale gå op og et stort arbejde udføres, hvis det skal lykkes.
Status på vores renoveringsprojekt
Sidst jeg gav en status på vores renoveringsprojekt, meldte jeg, at nu var vi færdige med nedbrydningen. Humøret var stjernehøjt, for endelig(!) var vi klar til at starte på opbygningsfasen… Og så gik det alligevel ikke helt sådan. Ugen efter besluttede vi os nemlig for at få lavet gulvvarme i 40% af huset, og det betød, at håndværkerne i stedet gik i gang med at grave et endnu større hul i jorden.
Men nu venner! Nu er gulvene gulvvarmen endelig lagt, rørene ført og gulvene støbt. Se selv, hvor højt humøret var, den dag Mureren.nu støbte gulvene:
Beslutning om gulvvarme
Oprindeligt havde vi besluttet kun at etablere gulvvarme i bad, bryggers og entre. Vi er glade for det oprindelige trægulv i huset, og vil derfor nødigt rive det op. Men efterhånden som efterår blev til vinter, og dagene koldere, gik det op for os, at gulvvarme måske ikke var bare nice to have men faktisk need to have – særligt fordi vi i stuen og på mit kontor har betongulv. Derfor valgte vi at skrue på budgettet og få de gamle betongulve brudt op, så der kunne etableres gulvvarme. På den måde kan vi bevare trægulvene, men vi får gulvvarme i cirka 40% af huset.
Læs også: Overvejelser ved boligkøb – Vores første hus eller update på renoveringsprojekt
Den nye plantegning
Vi har ikke ændret meget på husets originale plantegning. Den største ændring bliver, at vi har væltet væggene til det gamle køkken for at lave et køkken al-rum. Det er blevet et stort og lyst rum, som vi allerede nu kan fornemme, vi kommer til at elske at opholde os i.
Derudover har flyttet på væggen mellem bryggers og bad, for at få ovenlysvinduet ind på det lille, mørke badeværelse. Det giver mere plads og lys, og jeg tror, det bliver virkelig smukt med lysindfald over vasken.
I forbindelse med, at næsten halvdelen af husets gulv var en stor sandkasse, besluttede vi os også for at vælte væggene omkring entréen for at flytte dem 1 meter frem. Det lyder ikke af meget, men det gør en stor forskel for oplevelsen, når man først træder ind i huset. På den måde får vi også plads til et opbevaringsmøbel, og den plads vi “ofrer” fra gangen på den anden side af væggen, ville alligevel have været svær at udnytte.
Fliser til entré, badeværelser og bryggers
På det nye gulv i entré, badeværelse, toilet og bryggers har vi valgt kalkflisen “Rosenthal” fa Ostersjösten. Den har en flot grå farve og en smuk, diskret marmorering, hvilket vi føler passer godt til huset. Fliserne lægges i faldende længder, hvilket vil sige, at de har samme bredde men længden varierer mellem 40cm og 80cm. Det giver et flot, mere organisk udtryk, og vi tror, det kommer til at skabe en flot sammenhæng mellem rummene.
Planer for badeværelse
På badeværelset kommer fliserne til at være på gulv og i bruseniche, hvor der opbygges to brusevinger. De kommer ikke til at gå helt til loftet, så lyset fra ovenlysvinduet stadig kan kravle ind i badet.
Ovenlysvinduet var før i bryggerset, men de nye vægge opbygges, så det nyudskiftede vindue kommer ud over håndvasken på badeværelset.
Væggene skal males – som udgangspunkt hvide, men vi overvejer også at gå med en sart farve. Vi tænker dog at starte med det sikre valg, og så kan vi altid male over.
Vi har valgt armatur og toilet til badeværelset fra Grohe, og fra samme mærke har vi valgt en bowle vask, der skal etableres ovenpå badskabet. Skabet samt hylder får vi lavet i samme stil som køkkenet af snedkerfirmaet Kroyer & Gatten. Vi tror, det kommer til at give en enorm fin sammenhæng gennem huset, at møblerne i egetræ går igen.
Til den mere gennemgribende renovering har vi hyret Mureren.nu som hovedentreprise. Det har været enormt rart, at de har stået for al koordinering med forskellige faggrupper (sikke et puslespil!), og vi føler os godt vejledt, både i forhold til indretning og de udfordringer, man uundgåeligt støder på i sådan en renoveringsprocess.
Planer for køkkenet
Køkkenet er tegnet og bygges af Krøyer&Gatten, Det bliver et smukt egetræskøkken, der har referencer til husets tidsalder og får et simpelt, tidsløst udtryk. Egetræet kombineres med en kalkstenbordplade på køkken-øen med en varm undertone og vask og vandhane i rustfrit stål.
En unik detalje ved designet er det bånd af røget eg, der kommer til at løbe under bordpladen. Oprindeligt kom vi til dem med et ønske om et helt køkken i mørkt røget eller bejset træ. Vi er dog meget glade for, at de har guidet os i en anden retning, men samtidig transformeret vores første idé om til en unik detalje.
Krøyer&Gatten, drives af vores ven Philip kompagnonen Kristian, og vi er enormt glade for, at vi kunne hyre dem til opgaven. De har guidet os i den helt rigtige retning, og vi stoler meget på deres smag og håndværk, så vi ikke er et sekund i tvivl om, at køkkenet kommer til at leve op til vores forventninger.
Læs også: Nyt snedkerkøkken i moderniseret 60’er villa eller indret med egetræsmøbler
Reperationer på taget og nyt gipsloft
Under renoveringen er vi blevet mødt af ret få udfordringer. Men i sidste weekend fik vi en grim oplevelse, da vi fjernede den gamle isolering, for at gøre klar til tømrerne, der skulle starte arbejdet med de nye gibslofter dagen efter. På taget over badeværelset var der fugtskader i træværket, så det var blevet helt mørt og skreg på at blive skiftet.
Tømrenes arbejde blev pauset, og vi nåede lige at tro, vi blev nødt til at skifte hele taget. Men heldigvis har det vist sig, at det forholdsvist nemt kan lade sig at gøre at udskifte det beskadigede træ. Den process er i fulde sving, og efter planen bliver de nye gibslofter bliver opsat i den kommende uge.
Klar-parat indflytning
Vi har stadig ikke vand og varme i huset. Der er intet toilet, ingen stikkontakter. Men håber er alligevel, at vi vil kunne flytte ind til påske. Håndværkerne forsikrer sig om, at nu går det stærkt, og hvis alt i den stamme tidsplan flasker sig, skal det nok kunne lade sig at gøre.
Vi har selv spartlet stort set hele huset, og snart går vi i krig med at filtee. Dernæst skal der males, og elektrikeren skal montere stikkontakter, spots og lampeudtag. Der skal lægges fliser. Monteres WC, vask, køkken. Vi skal sætte lister op og montere de gamle døre. Og, og, og … Ja, tidsplanen er stram. Men på den ene eller anden skal vi nok komme til at flytte ind i løbet af foråret. Og hvor vi glæder os til, at slutspurten er forbi ♥