
Ingredienser
- 6 skiver tyndskåret, røget skinke
- 5 æg
- 250 g ricotta
- 1 spsk. olivenolie
- 3 dl frosne ærter
- 2 store håndfulde spinat
- 3 forårsløg
- Salt & friskkværnet peber
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 200 grader. Placér skinken på en beklædt bageplade, og sæt den i ovnen i 5 minutter, indtil den er sprød. Lad det køle af og sæt tilside. Du skal ikke slukke for ovnen.
Slå æggene ud i en skål, tilsæt halvdelen af ricottaen samt salt og peber, og rør det godt sammen.
Opvarm en pande med en diameter på ca. 25 cm og højekanter ved middelvarme. Panden skal kunne komme i ovnen. Tilsæt olivenolie og steg de frosne ærter, indtil de er optøede. Kom derefter spinaten på panden, og vend rundt.
Hæld nu æggemassen over panden, og rør rundt, så ærter og spinat fordeler sig jævn på panden. Dryp det sidste ricotta over panden i små bunker, så det er jævnt fordelt.
Skær forårsløgene ud i skrå skiver, drys dem over panden, og rør en smule rundt i overfladen.
Sæt nu panden i ovnen i 10 minutter, indtil æggemassen er fast men stadig saftig.
Servér straks. Eksempelvis med en grøn salat og ristet rugbrød.
Ricotta-frittata: hurtig, nem og sund aftensmad
Når tålmodigheden er lavere (eller med andre ord sulten større) end normalt, så skal maden helst bare stå på bordet, inden maverumlen når sit højeste. På sådanne dage kan det være let at række ud efter take-away-kortet – det tror jeg, vi alle kan nikke genkendende til. Men hvis man bare kan hive sig selv op til 15 minutter i køkkenet, skal der ikke mere til, før man kan tage den første bid af et både sundere og billigere måltid, som denne opskrift på ricotta-frittata.
En frittata er egentlig bare et fancy ord for en æggekage med masser af fyld, og man kan lave dem i massevis af udgaver. Jeg er ekstra fan af denne kombination med ricotta, ærter og spinat toppet med sprødstegt, røget skinke. Det smager helt forrygende (også koldt til madpakken dagen efter). Og tilberedningen går lynende stærkt – hurtigere end at ringe efter pizzamanden.
Tøm køleskabet-ret
En af de opskrifter, jeg ofte tryller frem, når det skal gå ekstra stærkt, er en frittatta fyldt med hvad, der gemmer sig i køleskabet. Man kan heldigvis putte det meste i en æggekage. Derfor er det også den perfekte tøm-køleskabet ret, når man i slutningen af ugen bare skal have tømt ud, inden grøntsagerne når at blive dårlige. Så prøv dig endelig frem og skift grøntsagerne ud! Så længe du holder mængderne nogenlunde, kan det ikke gå helt galt. Hvis du ikke har ricotta, kan man også sagtens bruge feta, gedeost eller lignende.
Prøv også mine mange andre nemme aftensmadsretter med æg:
- Polentapande med æg og chorizo
- Æggekage med laks
- Shakshuka
- Pande med butterbeans, grønkål og æg
- Huevos rancheros