Ristede polenta-diamanter med butternutsauce
Jeg kan godt forstå, hvis du kigger på denne ret og tænker, at den virker lidt anderledes. Men jeg lover at de sprøde polenta-diamanter og den fløjlsbløde butternutsauce er en herlig kombination. Retten minder lidt om italiensk gnocchi, men her bruger jeg altså majspolenta i stedet. Fælles for de to bliver konsistensen med den sprøde yderside og den svampet midte. Og så at begge dele uden tvivl vil klæde den lækre cremet græskarsauce, som jeg deler her i opskriften.
TIP: Prøv også græskar gnocchi med svampesauce eller butterbean gnocchi med grøn pesto
Polenta
Den italienske fuldkornsmajsgrød har længe været et hit i mit køkken, og jeg bruger den ofte i stedet for mos, som tilbehør til mægtige gryderetter, eller stivnet og sprødstegt som her. Når polentagrød bliver kold, bliver den fast, og den kan derefter skæres ud i skiver eller tern og ristes på panden, i ovnen eller fritteres. De sprøde polenta-diamanter smager helt forrygende, sprød på ydersiden og cremet i midten, og de kan serveres på et hav af forskellige måder, både som tilbehør eller hovedmåltid.
TIP: Prøv også en polentapizza med pepperoni eller grillet laks med polenta og jordbærsalsa
Nem gæstemad
I denne opskrift har jeg skåret polentaen ud i diamanter, ristet dem i ovnen, og de serveres herefter på samme måde som en klassisk pastaret: med sauce og ost på toppen. Egentlig var jeg lidt i tvivl om, om det ville fungere, men al tvivl forsvandt straks efter første bid. For nøj hvor smager det godt! Så godt, at denne opskrift også har været brugt flere gange, når vi har haft vennepar på besøg på en hverdagsaften – nem og sund gæstemad!
Hvis I beslutter jer for at gøre os kunsten efter og prøve opskriften (og det synes jeg bestemt, I skal!), er der lige et par gode råd, I skal have med på vejen:
- Lad være med at lade jer skræmme af opskriftens længde. Den skyldes, at der er flere forskellige komponenter, men retten er stadig nem og hurtig at lave.
- Rosenkålene er valgfrie og kan sagtens undlades eller erstattes af andet grønt. Jeg valgte dem, da de er i sæson, og fordi smager skønt, når de ristes.
- I modsætningen til kålene, må I endelig ikke undlade den sprødstegte salvie – det ville være som at undlade bacon på kartoffelsuppe. Synd og skam!
- Husk, at polentaen skal have tid til at køle af og stivne. Det tager typisk et par timer, men du kan også lave grøden dagen inden.
Og det var det. Held og lykke i køkkenet!