
Ingredienser
- 2-3 dl boghvedekerner
- 1 tsk. salt eller 1 boullionterning
- 1 bundt asparges
- 1 lille honningmelon
- 75 g rucola
- 1 håndfuld græskarkerner
- syltede rødløg (find opskriften i opskriftsindekset)
- 50 g feta (eksempelvis PUCK)
Dressing
- 1 spsk. æblecidereddike
- 2 spsk. olivenolie
- 1 tsk. honning
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
Kom boghvedekernerne i en gryde og hæld den dobbelte mængde vand over. Tilsæt salt eller en boullionterning til vandet, og kog kernerne i cirka 7-10 minutter. Tag låget af gryden det sidste minut, så alt vandet i gryden fordamper, og lad derefter kernerne køle af.
Knæk de hårde bunde af aspargesene, kassér bundene, og kom aspargesene i en ren køkkenvask. Kog en liter vand, og hæld det over aspargesene, så de bliver blancherede. Lad aspargesene dampe af, og skær dem derefter i skrå skiver.
Skær kødet fra honningmelonen i tern, og skyl og slyng rucolasalaten. Rist græskarkernerne på en tør pande, indtil de bliver gyldne og begynder at poppe. Pisk alle ingredienserne til dressingen sammen i en kop med en gaffel.
Bland de afkølede boghvedekerner, aspargesskiver, melontern, rucola og syltede rødløg i en skål, og hæld dressingen over. Vend rundt, og drys derefter feta og græskarkerner over. Spis straks eller opbevar salaten i køleskabet indtil servering.
Salat med boghvedekerner
Salat med boghvedekerner, melon og asparges er en skøn, fyldig salat. Boghvede har en dejlig saftig konsistens og en nøddeagtig smag, der virkelig klæder de resterende ingredienser. Boghvedekerner er desuden glutenfrie og er derfor en skøn kerne at bruge i stedet for speltkerner eller rugkerner i salater. Kernerne gør desuden salaten mere fyldig og mættende. Så det er en win-win!
TIP: Prøv også denne salat med edamamebønner og boghvedekerner eller min salat med rugkerner og serranoskinke
Sommerlig boghvedesalat
Denne salat er perfekt, så hvis du mangler en tilbehør til grillmaden, hvad end menuen er med kød eller vegetarisk. Så meget godt samlet på én tallerken. Jeg har fx serveret salaten sammen med madbrød og hummus til – simpelt og godt, og endnu mere fantastisk, fordi vi havde rester til frokosten dagen efter!
Min boghvedesalat serverer jeg om sommeren, hvor melon og asparges er i sæson. Jeg elsker at spise sæsonbaseret og ser altid frem til at kunne nyde årstidernes råvarer. For heldigvis er der lækre råvarer i hver eneste sæson. Læs evt. mit indlæg om sommerens skønne råvarer, for at sikre dig, du ikke går glip af noget.
Flere opskrifter med boghvedekerner:
- Indre skønhedspleje – hudplejende salat
- Salat med rødbede, gedeost og svesker
- Fiberrige kerneboller med boghvedekerner
Yum!!
Hej Emma,
Jeg fik din fine kogebog i kandidatgave og er helt blæst bagover af de smukke og lækre retter – fra start til slut! Her til aften har jeg lavet din burritobowl og HOLD NU OP hvor var den lækker! De næste måneder skal aftensmaden udelukkende bygge på din fine kogebog og jeg glæder mig! 🙂
Knus Christina
Hvor er det smukke service fra?
Det er fra Tiger af alle steder 😛
Hej Emma,
Jeg er super inspireret af dit sunde og lækre univers! Jeg har dog sindssygt svært ved at finde boghvedekerner, jeg kan kun finde boghvede- gryn og flager. Hvor finder du dine?❤
Hej du 🙂 Mange tak! Dejligt at høre 🙂
Du kan købe dem i helsekostbutikker eller i større supermarkeder såsom Super Brugsen 🙂