Jeg siger jer: Dagen i går nærmer sig top 5 over de bedste i mit liv. NØJ! Hvor var det bare helt vidunderligt – intet mindre. Så mange søde mennesker. Så mange kram. Så meget kærlighed.
Dagen startede med en hyggelig frokost med en flok søde Århus-bloggere, og derefter væltede det ind med folk, der fyldte rummet med rare ord og den fineste stemning. Jeg havde slet ikke regnet med at se så mange, og det ærger mig lidt, at jeg ikke fik snakket mere med alle, men jeg håber og tror, at jeg kom hele vejen rundt.
Heldigvis havde Simon, min søster og Maria (verdens mest hjælpsomme menneske aka min assistent) fuldstændig styr på køkkenet og alt det praktiske. De sørgede for, at alle smagsprøverne blev anrettet smukt og at fadene, der hurtigt blev tømt, blev byttet ud, og så skulle jeg ellers bare koncentrere mig om at uddele kram og signere bøger. De var virkelig helt eminente, og jeg kunne seriøst ikke have bikset sådan et fornemt arrangement på benene, hvis jeg ikke havde haft deres hjælp.
Da klokken nærmede sig 17, var mine kinder næsten gået fuldstændig i krampe af at have været trukket helt oppe i øjenkrogene i timevis. De sidste gæster nød solen ude på lystbådhavnen, og så fik vi ellers pakket alt i kasser og fragtet dem op i lejligheden. Her brugte Simon og jeg aftenen på en gåtur ved vandet, hvor jeg ligesom prøvede at fordøje dagens hændelser en smule, og så pakkede jeg gaver ud (TÆNK at folk kom med gaver?! Det havde jeg slet ikke regnet med!), inden jeg hoppede meget træt og helt gennemglad i seng.
I dag er min virkelighed en helt, helt anden. Jeg skal op til 48-timers eksamen i forretningsforståelse og økonomi, og det er… Øh… Ikke lige min spidskompetence. Tal lige om, at gå fra én yderlighed til en anden?! Forhåbentlig kommer de næste to døgn til at flyve forbi lige så hurtigt, som dagen i går, og så ses vi ellers på den anden side.
Jeg glæder mig til at vise jer flere billeder af lokalerne og arrangementet, men nu må jeg heller stoppe og gå i eksamens-mode. Inden jeg vinker af vil jeg blot sende en stor, stor tak til alle, der deltog i går. Særligt til de af jer, der læser med der ude, som kiggede forbi i går. Det var SÅ hyggeligt at hilse på jer, og jeg håber, I havde en god eftermiddag 🙂