
Ingredienser
- 2 dåser sorte bønner (eller ca. 250 g tørrede bønner før kogning)
- 1 løg
- 2 fed hvidløg, presset
- 1 spsk. olivenolie
- 1⁄4 liter hønsebouillon
- Saften af 1⁄2 lime
- 1 dl salsa (købt eller hjemmelavet)
- Salt & friskkværnet peber
Fremgangsmåde
Dræn og skyl bønnerne fra dåsen. Hak løget, pres hvidløget, og svits begge dele i olivenolien i en tykbundet gryde, til løgene er gennemsigtige. Tilsæt bønner og bouillon, og bring gryden i kog.
Tilsæt limesaft og salsa til gryden, og blend bønnerne til en grov mos med få hele bønner med en stavblender eller i en almindelig blender.
Lad nu mosen koge, indtil den tyknes (pas på – den kan godt boble meget kraftigt).
Smag til med salt og peber, og tilsæt evt. lidt chilipulver eller Tabasco, hvis du ønsker mosen stærkere.
Salatskål med sort bønnemos
Sort bønnemos ser ikke ud af noget særligt. Men tro mig: Den mexicanske mos af sorte bønner smager fortrinligt! Jeg elsker især at servere den til frisk salat, salsa fyldt med krydderurter, creme fraiche og lune, sprøde nachos. Sådan en skål er simpelthen fest for smagsløgene!
Jeg holder også af at servere den sorte bønnemos i min ‘burritobowl med mexi-kylling‘. Her kombineres mosen med masser af grønt, frisk salsa og kylling, vendt i krydderier og smeltet cheddar.
Vegetarisk mexicansk mad
Den sorte bønnemos er et hit til vegetarisk mexicansk mad. Hvad end den står på tortillapandekager, tacos eller chili sin carne, er den vidunderligt tilbehør. Kombinér mosen med noget friskt grønt og noget lækkert sprødt. Så er du allerede i mål med et skønt, sundt og nærende måltid!

Bagt sort bønnedip
Prøv også at forvandle mosen til den lækreste dip til nachos! Det eneste, du skal gøre, er at fylde mosen i et ovnfast fad. Top med revet cheddarost, og sæt fadet i ovnen i 5-10 minutter til osten smelter, og så får du den lækreste dip til nachos!