Nem frokost eller aftensmad med spejlægsreder
En af de største fordele ved hjemmearbejdsdage er, at man kan gå i køkkenet og lave sig noget lidt ekstra lækkert ved frokosttid. Ofte bliver det for mig en god, frisk salat med rester fra aftenen forinden, og ellers er æg altid en vinder. Pocheret, kogt, stegt, scrambled, bagt – det fejler bare aldrig. Og her er spejlægsreder ofte en opskrift jeg lige bikser sammen.
Disse dekorative spejlægsreder med gulerod er en opskrift fra frokostkapitlet i Herlig & ærlig mad. Det er en skæg måde at servere et klassisk spejlæg, hvor der er skruet op for alt ekstra lir: Æggene ligger på en bund af sprødstegt ost i en rede af gulerodsstrimler med et drys supersund chiakarse på toppen.
Rederne kan indeholde 1-2 (eller endda 3?) æg, alt efter hvor stor appetitten er, og de tager ingen tid at bikse sammen. Servér med ristet rugbrød eller lidt grønt, og måske med et drys chiakarse på toppen.
Hvordan laver jeg chiakarse?
Spejlægsrederne smager herligt toppet med karse.
Jeg laver min karse af chiafrø, og det er virkelig utrolig nemt.
Chiakarse er spirede chiafrø, der både pynter, smager og giver ekstra næring til alt, de drysses over. Det laves nemt og på præcis samme måde som barndommens karse-eksperimenter med vat, vand og sollys i vindueskarmen. De små spirer smager mildere end karse og minder mest af alt om mikroskopisk (og meget pæn) salat. Det giver et lækkert touch til denne ret og pynter så fint på de fleste retter. Så hvis du vil give dig i kast med projektet, kan du sagtens lave en større mængde, så du har topping til de næste par dage.