Opskrift på squash røsti med halloumi
I denne opskrift på squash røsti med halloumi har jeg forvandlet min opskrift på squash frikadeller til store rösti. En form for tyk, saftig madpandekage af revne grøntsager, der steges sprøde på en pande.
Sammen med squash tilsætter jeg revet halloumi til opskriften på squash røsti. Halloumi er en grillost fra Cypern, og hvis I kender til mit opskriftsunivers ved I, at det er en af mine favoritter. Den er fremstillet af en blanding af gede-, fåre- og komælk (men bare rolig – den smager ikke af ged!), og så kaldes den ofte for ”ostens bacon” på grund af den salte smag og sprøde stegeskorpe. Halloumi indeholder 23% protein, hvorfor den kan steges på panden eller grillen, og så sikrer proteinindholdet, at osten fylder godt i maven, så ingen skal gå sulten fra bordet, selvom man en dag springer kødet over.
Grøntsagsrøsti af squash
Røsti laves traditionelt med kartofler, men i denne opskrift erstatter jeg kartofler med squash sammen med revet halloumiost. Udover at give en god smag og mæthed, sørger måltidsosten for, konsistensen bliver helt perfekt – røstien bliver sprød og lækker uden på og saftig indeni.
Opskriften på squash røsti er god at servere, når man får gæster i hverdagene. Røstiene er nemlig hurtige at lave, men samtidig er det ret festligt, hvis man serverer en masse forskellige toppings til, så hver gæst kan pynte sin egen røsti med lige det, vedkommende har lyst til.
Røsti toppings
Her har jeg toppet dem med en simpel yoghurtdressing, avocado, lyn-syltede rødløg, salat og sesamfrø, men andre bud kunne være:
- En mellemøstlig variant med hummus og granatæblekerner
- En græsk inspireret røsti toppet med græsk salat og tzatziki
- En italiensk version med langtidsbagte tomater og mozzarella
TIP: prøv også min opskrift på indbagt laks, hvor laksen tildækkes med sødkartoffel røsti