2,5 måned er gået, siden vi overtog nøglerne til vores nye hjem. Nogle helt enormt lærerige måneder, hvor vi ikke bare har taget hul på renoveringen men også brugt utallige timer på at planlægge, budgettere og drømme om det endelige resultat.
Vi har besluttet en ny planløsning, overvejet fliser til badeværelset og kigget på materialer til køkkenet. Vi har indhentet tilbud fra håndværkere, spenderet de første (af mange) tudser i byggemarkedet på “småting”, og googlet alt fra isolering af krybekælder til epoxy fugning. Og så har vi taget arbejdstøjet på og brugt timer(!) på at fjerne tapet gulvtæpper, loft, køkken, skabe, lister og alverdens skidterads.
Status på vores renoveringsprojekt
I dette blogpost får I en status på hele renoveringsprojektet. I kan læse om vores tidsplan, som vi stadig (måske noget naivt) satser på kommer til at overholde, samt hvilke overvejelser, vi gør os på nuværende tidspunkt. Snart er vi klar med en mere uddybende renoveringsplan for de enkelte rum, og det glæder jeg mig til at dele ♥
Læs også: Overvejelser ved boligkøb – Vores første hus
Denne video viser huset, før vi gik i gang med renoveringen. Siden har vi nok brugt omkring 100 timer i huset på at… ja, rive ned og skille det hele fra hinanden. Her under giver vi en rundtur og viser status pt:
Klar-parat til håndværkerhjælp!
Som I kan se i videoen, er vi nu nået så langt med renoveringen, som vi kan på egen hånd. Derfor er vi klar til at give faklen videre til nogle dygtige håndværkere. Vi har brugt meget tid de sidste måneder på at indhente tilbud. Vi har både fået tilbud fra enkelte håndværkere med tanke om selv at stå for koordineringen og projektstyring samt tilbud på hovedentreprise.
I processen erfarede vi hurtigt, at håndværkere har rigeligt travlt i øjeblikket. Derfor blev deres priser nok også skruet lidt i vejret, og det viste sig derfor, at det ikke var billigere for os at hyre håndværkerne enkeltvist. I stedet har vi altså valgt at at hyre ét firma som hovedentreprise. De kommer til at stå for at få flere faggrupper ind over, når der er behov for det. Denne løsning letter arbejdsbyrden fra os betydeligt, selvom det ikke er meget dyrere (overraskende nok). Jeg tror simpelthen, at byggefirmaerne har mulighed for at få bedre tilbud fra selvstændige håndværkere, end vi private har – i hvert fald i øjeblikket.
Læs også: Vores nye hus inden renovering
Valg af håndværkere
Valget faldt endeligt på hovedentreprise fra firmaet Mureren.nu. Med dem har vi haft en god dialog, og vi føler, de har forståelse for vores vision og ønsker for huset. Naturligvis har vi tiltro til, at de har styr på deres håndværk. Men det har også betydet meget, at de vægter et ikke bare funktionelt men også æstetisk resultat. Deres største opgaver kommer til at være i bad, bryggers og gæstetoilet. De kommer dog også til at lave nye gipslofter, el og andre mindre renoveringer i resten af huset.
I køkkenet har vi valgt at hyre snedkerfirmaet KrøyerGatten, som vores ven Philip driver med en kompagnon. Simon og jeg har været vidt omkring forskellige udtryk for køkken. Men vi er endt med (efter et blidt skub i den rigtige retning fra Philip) at gå med et simpelt egetræskøkken, der passer til husets stil. Der kommer en lille detalje i røget eg og køkken-ø med bordplade i lys grå-beige kalksten. Og jeg tror, det bliver SÅ smukt.
Tidsplan for renoveringen
I næste uge går håndværkerne i sving på bad, toilet og bryggers. Samtidig skal vi have væltet væggen fra det gamle køkken, så der bliver plads til det nye køkken. Det bliver nemlig sat op i februar. Simon og jeg kommer de næste måneder til at bruge vores kræfter på at slibe, pudse, filte og male vægge. Og så skal vi selv stå for malerarbejdet i resten af huset, imens håndværkerne klarer resten af mosten. Overskueligt synes vi selv, selvom jeg ved, at der sikkert er nogle, som vil være uenige. 😉
Lejlighed har vi sagt op pr. 1. marts. Vilde sager! Det giver også en deadline for, hvornår huset skal stå så færdigt, at vi kan bo der (med et lille barn). Vi håber og tror, det kan lade sig at gøre. Så nu er det bare på med arbejdshandskerne! Snart er “nedbrydning” et afsluttet kapitel, og vi kan gå i gang med at bygge op og skabe det hjem, vi drømmer om.
Jeg håber I kan lide at følge med og lover at det ikke bliver sidste update på vores renoveringsprojekt!