Ligesom naturen skifter mellem forårets spirende energi, sommerens fulde kraft, efterårets refleksion og vinterens hvile, bevæger kvindekroppen sig også gennem sin egen cyklus måned efter måned. Når vi forstår og respekterer disse faser, kan vi skabe mere hverdagsvelvære ved at leve i takt med vores indre rytme – i stedet for at presse os selv til konstant at yde det samme.
Cyklusformidler og molekylær- og medicinalbiolog Ida Axholm brænder for at udbrede kendskabet til kvindekroppens indre årstider og naturlig prævention. Hun kombinerer sin videnskabelige baggrund med en holistisk tilgang og formidler sin viden gennem foredrag og online cyklusforløb, hvor hun guider kvinder til en dybere forståelse af deres krop. Ved at lære sin cyklus at kende kan man lettere identificere ændringer i humør og energiniveau og tage hensyn til dem i hverdagen. Det kan også føre til en øget forståelse og omsorg for sig selv, når man forstår, hvordan hormonerne påvirker både krop og sind gennem hele cyklussen.
Fra p-piller til cyklisk livsstil
Idas interesse for kvindens cyklus begyndte under hendes studier, hvor hun blev opmærksom på de potentielle bivirkninger ved hormonel prævention. For Ida var det afgørende at lære sin krop at kende uden kunstige hormoner og at få en dybere forståelse af, hvordan hendes cyklus fungerer.
“Mange er måske først 30 år, når de smider p-pillerne, og så finder de ud af, at der er noget galt med deres cyklus, som gør det svært at blive gravid. Jeg blev så nysgerrig på, hvad der skete ‘indenunder’ mine p-piller.”
Idas ønske om at blive klogere på kvindens cyklus startede som et personligt projekt men førte sidenhen til en ny karrierevej. I dag lever hun af at videreformidle sin viden gennem foredrag og online cyklusforløb.
De fire årstider i cyklussen
For at hjælpe kvinder med at navigere deres cyklus, sammenligner Ida de fire faser i cyklussen med årstiderne:
Vinter (menstruation) – Det er en tid for ro og fordybelse, hvor kroppen har brug for hvile. Mange føler sig mere indadvendte og har et større behov for egenomsorg. Det kan være gavnligt at skrue ned for tempoet og prioritere blid bevægelse, varme måltider og tid alene.”
Forår (follikulærfasen) – Energiniveauet stiger, og kreativiteten spirer. Dette er en tid, hvor man kan tage initiativ til nye projekter og føle sig mere motiveret. Mange oplever en lethed og lyst til at socialisere, hvilket gør det oplagt at planlægge møder, træning og nye begyndelser i denne fase.
Sommer (ægløsning) – Mange oplever en følelse af overskud og social lyst. Det er en periode, hvor vi typisk føler os mest udadvendte, charmerende og energiske – og hvor vores sexlyst er størst. Det er her, vi kan drage fordel af vores naturlige selvtillid og udstråling i sociale og professionelle sammenhænge.
Efterår (lutealfasen) – Her kan man føle et behov for at trække sig tilbage og reflektere. Det er en tid, hvor kroppen forbereder sig på menstruationen, og hvor mange oplever følelsesmæssige udsving. Det er vigtigt at give sig selv plads til hvile, være mere selektiv med sine aftaler og tage hensyn til sine skiftende behov.
Når vi lever i takt med vores cyklus, bliver det lettere at forstå, hvorfor vores energi og humør svinger. I stedet for at modarbejde kroppens signaler kan vi bruge denne viden til at skabe en hverdag, hvor vi er mere i balance med os selv.
Naturlig prævention og kropsforståelse
Ud over at skabe en dybere forståelse af kroppen kan denne tilgang også bruges til naturlig prævention. Ida forklarer, hvordan kvinder kan holde øje med to fertilitetstegn for at navigere deres cyklus uden hormoner:
“Udflådet ændrer sig i takt med cyklussen, og i dagene op til ægløsningen bliver det gennemsigtigt med konsistens som rå æggehvide, hvilket skaber det perfekte miljø for sædceller. Samtidig kan man måle sin temperatur, som stiger med 0,20 C grader efter ægløsningen. Når det fertile vindue er lukket, kan man have ubeskyttet sex uden risiko for graviditet resten af cyklus, mens man op til og under ægløsningen kan anvende barrieremetoder som kondom eller pessar”
For mange handler hormonfri prævention dog om mere end blot at undgå en uønsket graviditet. Det handler om at opnå en stærkere forbindelse til sin krop og dens naturlige rytmer. Når vi forstår vores cyklus og de hormonelle forandringer, den indebærer, bliver vi bedre til at tage os af os selv og imødekomme vores egne behov. Det kan være at planlægge arbejde og sociale aktiviteter efter ens energi, dyrke blid bevægelse i de perioder, hvor kroppen har brug for hvile, eller acceptere følelsesmæssige udsving som en naturlig del af cyklussen.
“Du kan ikke forvente det samme af dig selv hver dag. Din krop laver et kæmpe stykke arbejde under din cyklus, og i takt med at dine hormonniveauer skifter, ændrer både din energi, dit humør og dine behov sig.”
Når vi begynder at forstå vores cyklus som en naturlig rytme, der guider os gennem livet, kan vi bedre imødekomme vores egne behov og skabe mere balance. I stedet for at kæmpe imod vores skiftende energi kan vi lære at arbejde med den – og derved skabe mere overskud, velvære og selvkærlighed i hverdagen.