-
Link kopieret
Pasta med ovnbagt tomatsauce
Pasta med ovnbagt tomatsauce er den lækreste og mest simple pastaret – måske nogensinde? Det kræver i hvert fald ikke mere forberedelse taget i betragtning af at saucen laves helt fra bunden!
Hemmeligheden bag er, at alle ingredienserne til saucen bages i ovne. Det gør tilberedningen super hurtig og overskuelig. Samtidig gør det, at smagen i tomaterne fremhæves, så saucen bliver smækfyldt med sommersødme og syrlighed.

Hovedret til 4 personer
Forberedelse 20 min/I alt 50 min
INGREDIENSER
Pastasauce
- 500 g cherrytomater
- 2 squash
- 3 fed hvidløg
- 1 håndfuld basilikum
- 2 spsk. olivenolie
- salt og friskkværnet peber
Tilbehør
- 400 g pasta, fx fettuccine
- friskrevet parmesan
- frisk basilikum
Tænd ovnen på 200°.
Skyl tomaterne, og læg dem i et ovnfast fad. Skyl squash, skær dem i tern, og tilføj dem til det ovnfaste fad. Pil og pres hvidløg over tomat og squash, og top med basilikum. Dryp med olie, og krydr med salt og peber.
Vend rundt, og bag retten i ovnen i ca. 30 minutter, til tomaterne er rynkede og gyldne.
Brug en grydeske til at mose tomater og squash let sammen.
Kog pastaen efter anvisningen på pakken. Vend den rustikke tomatsauce i pastaen, og servér med friskrevet parmesan og basilikum.
Pasta med nem ovnbagt tomatsauce
Ovnbagt tomatsauce er vitterligt den nemmeste opskrift. Det er en af de mest simple og mest smagfulde pastaretter, jeg kan komme i tanke om.
Alle grøntsagerne skal blot i et fad og simre i ovnen, inden de vendes sammen med friskkogt pasta. Top med parmesan og krydderurter, og så er der serveret! Dét er, hvad jeg kalder nem og grøn hverdagsmad. Smagfuld, simpelt og drøn lækkert.
TIP: Prøv også min bedste opskrift på spaghetti bolognese eller en god pasta med kødsovs og grøntsager.
Ovnbagt tomatsauce med varianter
Retten kan både serveres helt plain, bare med pasta og ovnbagt tomatsauce. Du kan dog også lave retten i diverse variationer. Prøv at variere brugen af grøntsager og krydderier, så du frembringer en anden smag. Du kan eksempelvis tilføje peberfrugt og krydderier som rosmarin og timian.
Retten smager også herligt, hvis du tilsætter chorizo eller bacon. Skær det blot i mundrette tern, og kom det i fadet med grøntsager, inden det ryger i ovnen.
Husk endelig også, at du kan bruge lige den type pasta, du synes om. For tiden er jeg ret glad for spagetti af brune ris, som min mave elsker. Simon bruger ofte bønne-pasta, der mætter noget mere. Men helt klassisk, frisk pasta smager også altid vidunderligt!