Opskrift på pasta med kødsovs og grøntsager
Denne opskrift på pasta med kødsovs og grøntsager er fantastisk hverdagsmad. Når man gerne vil spise nærende, mættende og grøn mad, men samtidig servere noget, som børn og barnlige sjæle synes om. I denne opskrift sniger jeg masser af grøntsager ind i kødsovsen. De rives fint og på den måde skjules de i saucen, hvor de tilføjer ekstra fibre, vitaminer og god smag.
TIP: Prøv også min opskrift på en autentisk italiensk bolognese.
Grøntsager i kødsauce
I min opskrift på kødsauce med grøntsager tilføjer jeg squash, gulerod og bladselleri sammen med hakkede tomater. Du kan også snildt tilføje andre rodfrugter eller grøntsager som aubergine eller peberfrugt, alt efter hvad du har på lager.
Jeg kan anbefale, at du bruger en foodprocessor til at rive alle grøntsagerne. På den måde kan du nemt rive både løg og grøntsager på ingen tid, hvorefter det svitses sammen i gryden. Derved sparer du en masse tid og opvask ved ikke at skulle snitte og rive ved håndkræft.
Flere gode hverdagsretter: Kylling i karry eller kødboller i tomatsauce eller quesadillas med kylling.
Squash-spaghetti grøntsagspasta
For at tilføje endnu flere grøntsager til måltidet vender jeg “spaghetti” af squash sammen med pastaen. Det er lange stimler af squash, der laves på en såkaldt spirali-maskine. Når de vendes sammen med den varme pasta, bliver squashen perfekt al dente, og den skjules næsten helt, da både konsistens og udseende minder om spaghetti.
Har du ikke en spirali-maskine, kan du bruge en kartoffelskræller til at lave lange, brede bånd af squash. Skræl blot squashen hele vejen ind til den bløde midte, så du får helt tynde squashbånd.
Jeg foretrækker at vende squash-spaghetti og pasta sammen. Du kan dog også sagtens undlade en af delene, alt efter om du foretrækker en helt grøn eller traditionel pastaret.
TIP: Prøv også min opskrift på squashpasta med avocadocreme og laks.
Økologiske råvarer
Alle råvarerne til denne opskrift har jeg købt i Lidl. De har både økologisk hakket oksekød af høj kvalitet samt en fremragende økologisk frisk pasta. Derudover finder man altid et stort udvalg af grøntsager i Lidl.
I Lidls butikker kan man altid finde sæsonens bedste frugt og grøntsager. Der leveres friske forsyninger hver dag for at sikre den bedst mulige kvalitet og friskhed af mere end 140 forskellige slags frugt og grønt.