-
Link kopieret
Æggekage i ovn med kartofler og asparges
En æggekage i ovn er nem og skøn hverdagmad.
Her får I opskriften på en sommerlig æggekage med nye kartofler, asparges og spinat.
På toppen kan man servere helt klassisk sprød bacon, men i denne opskrift toppes der med bresaola, som giver samme saltede, røgede smag.

Hovedret til 4 personer
Forberedelse 20 min /I alt 1 t 10 min
INGREDIENSER
- 200 g nye kartofler
- 1 bundt grønne asparges
- 6 æg
- 1 dl mælk
- salt og friskkværnet peber
- 150 g frisk spinat
- smør til stegning
Til servering
- 100 g bresaola
- ½ bundt purløg
- 4-8 skiver rugbrød
Kog kartoflerne i 10-15 minutter i letsaltet vand, til du netop kan stikke en gaffel gennem, og skær dem derefter i halve. Skyl aspargesene, og knæk bunden af dem. Tænd ovnen på 175°. Pisk æg og mælk sammen, og krydr med salt og peber. Skyl spinaten, og steg den i en smule smør på en pande, indtil den falder sammen. Vend den i æggemassen, og hæld æggemassen på panden. Fordel kartofler og asparges over. Sæt panden i ovnen i ca. 20 minutter, indtil æggemassen er fast. Fordel derefter bresaola og finthakket purløg over æggekagen, og servér med ristet rugbrød.
TIP: Kan din pande ikke tåle at komme i ovnen, så bag æggekagen i et smurt ovnfast fad.
Æggekage i ovn
Æggekage i ovn er super nem hverdagsmad! Så snart alle ingredienserne er samlet på panden, skal den blot passe sig selv i ovnen, og så er der serveret! Hvis man bare gør sig en smule umage, kan selv en simpel æggekage blive en virkelig lækker fornøjelse. Og har man tid og lyst til at give måltidet café-vibes, kan man lave individuelle æggekager i små ovnfaste fade, så hver person får sin egen servering. Et stykke ristet rugbrød til og lidt purløg på toppen, og så er den i vinkel.
Sommerlig æggekage
Nogle gange er de simple og klassiske retter det bedste valg, fordi de enkelte råvarer rigtigt får lov til at stråle uden for meget fuss. I denne æggekage har vi givet den klassiske opskrift et twist ved at tilføj nye kartofler, asparges og spinat. Det giver en skøn sommerlig ret. Toppet med bacon eller italiensk bresaola, og så har du et skøn, sommerligt måltid. 