-
Link kopieret
Morgenmadscookies med søde kartofler
Morgenmadscookies er den perfekte morgenmad på farten. Det er som en blanding af en småkage og en müslibar, der både mætter og smager dejligt.
De er sprøde på ydersiden, seje indeni, og så har de den dejligste sødme og krydderkagesmag fra de lunende krydderier.

10 store cookies
INGREDIENSER
- 400 g søde kartofler (find opskriften med græskar i Herlig & ærlig mad)
- 2 spsk. ahornsirup (kan undlades)
- 1 spsk. kokosolie, stuetemperatur
- 1/2 spsk. kanel
- 1/2 tsk. revet muskatnød
- 1⁄2 tsk. kardemomme
- 1 knsp. stødt ingefær
- 1 tsk. vaniljepulver
- 1 nip salt
- 3 dl grovvalsede havregryn
- 200 g valnøddekerner
Tænd ovnen på 175 grader. Prik huller i søde kartoflerne med en gaffel, og kom dem i ovnen i cirka 45 minutter, til de er helt møre. Skrab kødet ud af de bagte søde kartofler, og kom det i en skål. Kassér skindet. Mos sød-kartoffelkødet sammen med ahornsirup, kokosolie samt alle krydderierne. Tilsæt havregryn og valnødder, og bland det sammen til en klistret masse. Form tykke cookies, og placér dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag morgenmadscookiesene i cirka 40 minutter, til de er gyldne og sprøde i overfladen. Lad dem køle af, og opbevar dem i en lufttæt beholder i køleskabet.

Morgenmadscookies med græskar eller sød kartoffel
Morgenmadscookies er en opskrift fra kogebogen Herlig & ærlig mad. Her laves de med græskar. Men da græskar er jo endnu ikke helt i sæson, laves de her med søde kartofler. Resultatet er stort set det samme, så brug, hvad du lige kan få fat i eller har på lager. Krydderierne kan du også sagtens variere, og et lille ekstra tip er, at de også smager fremragende tilsat lidt grofthakket chokolade.
Sunde snacks til rejsen
Disse morgenmadscookies kan også serveres på andre tidspunkter end til morgenmad. For eksempel som snacks, når du er på farten.
Opskriften er inspireret af opskriften på krydrede græskarbarer fra kogebogen Herlig & ærlig mad. De ligner mest af alt kæmpe cookies, men de er sunde nok til, at de kan spises til morgenmad eller som en mættende snack, når sulten kommer snigende. I stedet for græskar er der brugt søde kartofler, og resultatet blev lige præcis så lækkert.

