Sådan laver man butterbean gnocchi
Butterbean gnocchi med basilikumspesto er en opskrift fra min kogebog Grøntsagsglæde.
Det er en glutenfri udgave af den klassiske italienske gnocchi. Gnocchi er en form for pasta lavet af kartofler. De har en mere luftig konsistens, nærmest som små “puder”, der enten kan koges eller steges sprøde på panden.
Som jeg holder af at gøre med mange klassikere, har jeg dog her moderniseret opskriften. Min variant har nemlig fået et lille skub op ad sundhedsskalaen, da jeg bruger boghvedemel og proteinrige butterbeans i stedet for kartofler og sigtet hvedemel. Det gør både retten mere mættende og næringsrig, men det gør også fremgangsmåden lettere, da vi slipper for at koge og mose kartofler.
TIP: Prøv også denne opskrift på gnocchi med brunet smør eller græskar gnocchi med svampesauce.
Glutenfri gnocchi af butterbeans
Smagen? Den har selvfølgelig ikke taget skade, og det skriver Simon gerne under på, for det er én af hans yndlingsopskrifter i Grøntsagsglæde, og derfor er den ofte på menuen herhjemme. Vi vender som regel vores butterbean gnocchi i min grønne pesto, som jeg også viser, hvordan jeg laver i videoen nedenfor.