
Ingredienser
PESTO-LAKS
- 4 laksefileter med skindside, i alt ca. 800 g
- 1 dl grøn pesto
- 50 g mandelflager
- 2 spsk. olivenolie til stegning
SØDKARTOFFEL-FRITTER
- 1 kg søde kartofler
- 2 spsk. olivenolie
- ½ tsk. salt
TIL SERVERING
- 1 skål aïoli
- 50 g feldsalat
- citron til servering
Fremgangsmåde
SØDKARTOFFEL-FRITTER
Tænd ovnen på 200° varmluft. Skræl eller skrub søde kartofler; skær dem i både, og vend med olie og salt. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Steg dem i ovnen i ca. 30 minutter, til de er møre og sprøde på overfladen.
PESTO-LAKS MED MANDELFLAGER
Rør pesto og mandelflager sammen i en skål. Opvarm olien på en pande, der kan tåle at komme i ovnen. Læg laksestykkerne med skindsiden nedad på panden. Lad dem stege i et par minutter, imens du fordeler pesto-mandel-blandingen over hvert stykke med en ske. Sæt derefter panden i ovnen sammen med fritterne, men på en anden rist, i ca. 15 minutter, til fisken er netop gennemstegt og overfladen gylden.
SERVERING
Servér laks og fritter med aïoli, skyllet feldsalat og citron skåret i både.
Hjemmelavet luksus eller mad i en fart
Laks med pesto crust er nemt at lave, men det smager er fornem gæstemad.
Du kan lave opskriften i en luksus udgave med både hjemmelavet pesto og aïoli. Du kan dog også springe over, hvor gærdet er lavest og komme det i kurven i supermarkedet.
Begge dele smager herligt, men hvis du har lyst til ekstra forkælelse og kvalitetstid i køkkenet, vil jeg klart anbefale dig at lave maden fra bunden.
Opskriften på aïoli finder du her, og opskriften på hjemmelavet pesto kan du finde lige her.
TIP: Jeg kan også varmt anbefale dig at servere en hjemmelavet tartarsauce til retten.
Laks med crust – variationer
Du kan nemt lave opskriften med forskellige variationer. Prøv eksempelvis at bruge rød pesto frem for grøn, eller brug andre typer nødder og kerner i stedet mandelflager. Jeg kan forestille mig, at en kombination med rød pesto og solsikkekerner eller sesamfrø vil være drøn lækkert.
I foråret vil jeg anbefale dig at lave opskriften med en hjemmelavet ramsløgspesto. Det smager simpelthen så dejligt, og så er det et hyggeligt projekt at gå i skoven og plukke ramsløg til sin egen pesto.
Find flere opskrifter med laks:
Lakse-satayspyd med peanutbuttersauce
Quinoa-paneret laks med pastinakfritter & ristet aïoli
Laksefrikadeller med quinoasalat
Sommersalat med laks og butterbeandip
Jeg mangler en liste over ingredienserne til denne lakseret. Kommer den på senere?
Hov, der var da vist sket en fejl. Det er klaret nu 🙂