Pande med quinoa og æg
Grøn quinoa-pande er ufattelig nem og lækker aftensmad. Først steges quinoa let sprød på panden med lidt hvidløg, inden det vendes sammen med spinat og asparges. Spinaten falder sammen, og aspargesene bliver let tilberedte og flot grønne. Derefter skubbes slåes æg ud i panden, og så skal den bare passe sig selv et par minutter eller fem, indtil hviderne er faste, og blommerne stadig er flydende. Til sidst toppes herligheden med en virkelig god creme af ricotta og parmesan og friske basilikumblade.
Ricotta er en italiensk friskost, der har en dejlig mild smag. Når den piskes med friskrevet parmesan, lidt olivenolie, salt og peber, får man en skøn, let creme, der smager helt vidunderlig, når den kombineres med pandens indhold.
TIP: Prøv også min opskrift på shakshuka eller huevos rancheros
Restemad med quinoa
Jeg vil næppe kalde opskriften for restemad – men det er virkelig en fremragende måde at bruge en rest quinoa. Du kan sagtens koge quinoa på dagen, lige inden du skal bruge den. Men den bedste konsistens får du, hvis du bruger afkølet quinoa, da det gør det muligt at stege den let sprød og knasende. Af samme grund vil jeg anbefale dig at bruge sort quinoa. Både fordi det ser dekorativt ud, men især fordi, den har lidt mere bid.
Find flere opskrifter på opskrifter med æg
- Humshuka – shakshuka på bund af hummus
- Salade niçoise med ristede kartofler
- Ristede gulerødder med quinoa, dukkah og labneh
- Æggekage med laks, squash og spinat
- Spejlægsreder med gulerod, sprød ost og chia-karse