-
Link kopieret
Speltkernesalat med ristet blomkål
Hvis jeg gerne vil gøre mine salater mere mættende, holder jeg af at tilføje kogte linser, bælgfrugter eller kerner. Her bruger jeg speltkerner – de skal koge lidt længere, men til gengæld får man kerner med mere bid og en virkelig god smag. De passer perfekt i denne herlige salat!

Salat/tilbehør til 4 personer
Forberedelse 25 min /I alt 1 t 25 min
INGREDIENSER
Speltkernesalat med ristet blomkål
- 2 dl speltkerner
- 1 blomkål
- 1 spsk. olivenolie
- 1 tsk. spidskommen
- salt
- 75 g feldsalat
Tahindressing
- 1/2 dl tahin
- saft af 1/2 citron
- 1 spsk. olivenolie
- 1 tsk. hvidløgspulver
- salt
- 1/2-1 dl vand
Dukkah
- 50 g sesamfrø
- 30 g pinjekerner
- 50 g hasselnødder
- 50 g valnødder
- 1 spsk. hele spidskommenfrø
- 1 spsk. hele korianderfrø
- 1/2 spsk. flagesalt
Speltkernesalat med ristet blomkål
Kog speltkernerne i letsalatet vand i cirka 1 time.
Tænd ovnen på 200 grader. Skær blomkålen ud i skiver eller buketter, og fordel dem på en beklædt bageplade. Dryp olivenolie over, og drys med salt og spidskommen. Bag blomkålen i cirka 30 minutter, indtil den er flot gylden.
Lav tahindressing og dukkah, hvis du ikke allerede har det på lager. Dukkah kan erstattes med ristede, hakkede nødder.
Tahindressing
Bland tahin og citronsaft i en skål, og rør det sammen. Det vil ikke blive fyldende, men komme til at virke tørt. Tilsæt olivenolie, hvidløgspulver og salt, og rør rundt. Tilsæt så nu vand, lidt efter lidt, indtil du har den ønskede konsistens, og smag dressingen til.
Dukkah
Kør alle nødder, kerner og krydderier i en foodprocessor eller blender, til det har en konsistens af groft salt.
Rist dukkah på en tør pande, til det begynder at dufte og bliver gyldent. Lad det køle helt af, inden du opbevarer det i en lufttæt beholder.
Speltkernesalat fortsat
Saml speltkerner, ristet blomkål og feldsalat i en skål. Dryp tahindressing over, og drys med dukkah.
Speltkernesalat med blomkål
Denne speltkernesalat indeholder nogle af mine all-time favoritingredienser: Blomkål, tahin, dukkah og feldsalat. Man kan jo simpelthen ikke gå galt i byen med den kombination! Og netop det beviser denne lækre speltkernesalat.
Salat med speltkerner
Jeg elsker at tilføje kerner, linser og bønner i mine salater. Ikke nok med at det giver lidt crunch og variation til grøntsagerne, så er det også med til at holde en mæt i længere tid. Så hvis du ofte bliver sulten kort efter din frokostsalat, så prøv at tilsætte kikærter, bønner, belugalinser – eller speltkerner som her! Speltkerner i salat er noget, man ikke hører om så ofte, og det er virkelig en skam. Det smager nemlig helt fantastisk og giver lidt bid og en god bund til en salat. Heldigvis passer speltkerner til de fleste ingredienser, så tippet om at tilføje kernerne til din yndlingssalat er hermed givet videre!
Hvis du endnu ikke har prøvet…
… at riste blomkål i ovnen, så det bliver smagfuldt, sødt og dejlig sprød i overfladen.
… de delikate og dekorative feldsalatbuketter, hvis sæson begynder netop nu.
… at lave min tahindressing, der bare får alle grøntsager til at smage 1000 gange bedre.
… den egyptiske nødde- og krydderiblanding dukkah, der smager skønt på sådan cirka alting.
Ja, så bør du virkelig komme i sving! Du ved slet ikke, hvad du går glip af.
TIP: Prøv også min opskrift på bagt blomkål med tahin og granatæble eller en rugkernesalat med kylling og vaniljedressing
Flere opskrifter på spændende salater:
- Fransk bondesalat
- Laksesalat med avocado og grape
- Græsk ristet kartoffelsalat
- Spinatsalat med pistaciepaneret avocado og figner
- Måltidssalat med vandmelon og ristet feta