
Ingredienser
FRIKADELLER
- 500 g hakket kalvekød
- 2 fed hvidløg
- 3 forårsløg
- 1 cm frisk ingefær
- skal og saft af 1 usprøjtet limefrugt
- et æg
- 1 spsk. sojasauce
- 1 spsk. fiskesauce
- 1-2 tsk. sambal oelek
- 1½ dl sesamfrø
- 2 spsk. olie til stegning
SPIDSKÅLSSALAT
- 1 spidskål
- 1/2 agurk
- 1 avocado
DRESSING
- 1 avocado
- 1/2 agurk
- 1 bundt koriander
- saft af 1 limefrugt
- salt og friskkværnet peber
TILBEHØR
- 4 dl ris, gerne sorte
Fremgangsmåde
FRIKADELLER
Pil og pres hvidløg. Rens og snit forårsløg i tynde skiver. Skræl og riv ingefær. Riv skallen af limefrugten fint. Pres saften af limefrugten. Rør kødet godt sammen med hvidløg, forårsløg, ingefær, limeskal og limesaft, æg, sojasauce, fiskesauce og sambal oelek. Stil farsen på køl i 30 minutter
TILBEHØR
Kog risene efter anvisningen på pakken.
DRESSING
Blend avocado, agurk, koriander og limesaft i en blender, til du får en helt glat dressing. Smag til med salt og peber.
SPIDSKÅLSSALAT
Snit spidskålen fint. Massér dressingen i spidskålen i en skål. Skær agurk og avocado i tern, og vend dem i salaten.
FRIKADELLER, FORTSAT
Form farsen til frikadeller. Hæld sesamfrø i en dyb tallerken, og rul frikadellerne i dem. Steg frikadellerne i olie på en pande, og servér med ris og spidskålssalat.
Asiatiske frikadeller
De asiatiske frikadeller er her lavet af kalvekød, men du kan snildt bruge okse- eller grisekød i stedet. Frikadellefarsen smages til med løg, ingefær, lime, soja, fiskesauce og sambal oelek. Sambal oelek er en stærk chilipasta, der kan fåes i de fleste supermarkeder, og den bruges ofte i asiatiske retter. Har du den dog ikke på lager, kan du sagtens tilsætte lidt finthakket frisk chili i stedet.
Jeg vender de asiatiske frikadeller i sesamfrø inden de steges. Det gør dem dejligt sprøde, og så giver det en virkelig god smag.
TIP: Prøv også min opskrift på klassiske danske frikadeller eller saftige kyllingefrikadeller med parmesan
Spidskålsalat med avocado og agurk
Frikadellerne serveres med ris og en fyldig spidskålsalat. Den består af fintsnittet spidskål, der vendes i en cremet dressing af avocado, koriander og agurk. Det lyder måske lidt spøjst at komme agurk i en dressing, men når det hele blendes sammen, giver det en virkelig god og frisk smag.
Flere opskrifter på frisk og farverig asiatisk mad:
Sushi-skål med laks og grønne ris