Opskrift på kyllingefrikadeller
Kyllingefrikadeller er en fremragende opskrift at have på repertoiret som et alternativ til klassiske frikadeller. De er lidt af et hverdagshit, der kan hives frem igen og igen og varieres i det uendelige.
Prøv eksempelvis dellerne til aftensmad med sprøde fritter (prøv fx min opskrift på græskarfritter), hjemmelavet aïoli og en grøn salat. Eller brug farsen til at lave bøffer til en burger eller til at lave kødboller til opskriften på kødboller i tomatsauce.
Kyllingefrikadellerne er også en god tilføjelse til madpakken, for de smager dejligt kolde. På rugbrød eller i en sandwich eller bare som en “hånddelle”. Du kan også stege små mini frikadeller og sætte dem på spyd med grøntsager såsom cherrytomater. Det ser festligt ud i madpakken og er nemt at spise på farten.
TIP: Prøv også grøntagsfrikadeller såsom squashfrikadeller, rødbedebøffer, falafel og risottodeller
Kyllingefrikadeller med grøntsager
Jeg kan varmt anbefale, at du tilsætter lidt grønt til dine kyllingedeller. Hvis du gerne vil snige flere grøntsager indenbords (både hos dig selv, men måske særligt også hos børnene i familie) er det et sikkert hit. Det er muligt at “skjule” grøntsagerne i dellerne, eksempelvis ved at bruge fintrevet gulerod eller squash, som ingen opdager. Men du kan også tilføje grøntsager, der giver både farve og smag til de saftige frikadeller.
Gode idéer til grøntsager, du kan tilsætte til dine kyllingefrikadeller er:
- Squash (klem væsken fra)
- Fintrevet rødbede (giver fine lyserøde frikadeller!)
- Finthakket spinat
- Finthakket rød peberfrugt
- Revet selleri eller knoldselleri
- Stegte hakkede svampe
- Soltørrede tomater
Kyllingefrikadeller i ovn eller på pande
Jeg foretrækker at tilberede mine kyllingefrikadeller på en pande, da det giver en god stegeflade. På den måde bliver dellerne ekstra sprøde i overfladen, uden at de bliver tørre indeni. Det er dog også muligt at tilberede kyllingedellerne i ovn. Her skal du blot placere dellerne på en bageplade med bagepapir og bare dem i ovnen ved 175 grader varmluft i 7-12 minutter alt efter deres størrelse. De vil ikke blive sprøde udenpå men de vil blive dejligt saftige og virkelig lækre!
TIP: Prøv også min opskrift på fyldt kylling med mozzarella og rød pesto