
Ingredienser
- 500 g oksekød i strimler, fx af flanksteak
- sesamolie til stegning
- 1 broccoli
- 3 fed hvidløg
- 1 tommel ingefær
- 400 g nudler
- 300 g frosne, pillede edamamebønner
- 3 forårsløg
- 1 håndfuld koriander
SAUCE
- 1 dl soya sauce
- 1 dl vand
- 1 spsk. rørsukker
- 1-2 tsk. sambal oelek
- saft af 1 lime
- 1 spsk. maizena majsstivelse
Fremgangsmåde
SAUCE
Pisk alle ingredienserne til saucen sammen med et piskeris i en skål. Justér mængden af sambal oelek alt efter, hvor stærk du ønsker retten. Stil skålen til side.
WOK
Klargør først alle ingredienserne: Skær oksekødet i strimler, hvis det ikke allerede er udskåret. Skær broccoli i mundrette stykker. Pil hvidløg og skræl ingefær. Riv hvidløg og ingefær fint.
Bring en gryde med vand til nudlerne i kog.
Opvarm en wok, så den er godt varm. Tilføj sesamolie, og brun strimler af oksekød i den varm wok. Tag kødet af panden, når det har fået farve på alle sider, og kom det i en skål.
Tilføj broccoli til panden, og lad det stege, til broccolien bliver flot grøn. Tag det så af panden og over i skålen til oksekødet.
Tilsæt hvidløg og ingrefær til den varme wok, og lad det svitse et minuts tid, inden saucen hældes på panden. Rør godt rundt, og bring saucen i kog, så den tykner.
Tilsæt oksekød og broccoli fra skålen samt frosne edamamebønner til panden. Vend rundt, så edamamebønnerne tør op.
Kog nudlerne efter anvisningen på pakken, og vend dem i wokken. Smag til og servér pyntet med tynde skiver forårsløg og frisk koriander.
Opskrift på nudler med oksekød og grøntsager
Denne opskrift på nudler med oksekød og broccoli er fantastisk både som gæstemad eller til hverdag. Alt efter hvilken udskæring af oksekød, du bruger, kan du gøre retten mere “luksus”. Brug en rigtig god bøf såsom flanksteak eller ribeye, og du får et gæsteværdigt måltid. Brug en mere budgetvenlig udskæring – måske bare skært oksekød – og du får et sandt hverdagshit.
Nem wok med oksekød
Nudler med oksekød og broccoli er ganske simpel at lave, men retten har en fantastisk smag. Egentlig er ingredienslisten super simpel: Nudler, oksekød, broccoli, edamameebønner. Men det er saucen, der giver retten sin helt vidunderlig dejlige smag.
Saucen laves af soja, der røres sammen med lidt sukker og limesaft, hvilket gør den perfekt salt/sød/syrlig. Derudover får saucen smag fra hvidløg og ingefær, der steges på panden. Saucen bliver lidt tykkere og næsten karamelagtig, da den jævnes med en smule maizena majsstivelse.
Nudler til wok
Til opskriften på nudler med oksekød og broccoli kan du bruge lige de nudler, du synes om og har på lager. Jeg foretrækker æggenudler til opskriften, da de har lidt mere bid og struktur (de er lidt mere pasta-agtige), men både risnudler, ramennudler, fuldkornsnudler, glasnudler kan bruges. En anden favorit hos mig er boghvedenudler, såkaldte sobanudler, der laves af boghvedemel, som giver en virkelig dejlig smag.
TIP: Prøv også en nudelsalat med kokospaneret tigerrejer, asiatiske frikadeller med spidskålssalat eller måske en wok med marineret oksekød?
Flere gode opskrifter med nudler
Nudler er nem og hurtig hverdagsmad. Denne opskrift holder til i toppen på min hitliste over nudelopskrifter, men hvis du er på udkig efter mere inspiration, har jeg flere opskrifter her på hjemmesiden. Prøv eksempelvis min opskrift på wok med nudler og grøntsager, der laves med en helt fantastisk peanutbuttersauce. Eller en wok med tigerrejer eller asiatisk salat med nudler og andebryst.
Hvor kan man købe de tynde nudler? Synes altid kun, at jeg kan finde de tykke ?