Vietnamesisk Banh mi bowl
Banh mi bowl er et dejligt frisk og fyldigt måltid på samme tid. Skålene bliver farverige, smagfulde og sprængfyldt med grøntsager. Det, der lige løfter hver banh mi bowl til nye højder, er dog uden tvivl de tre vigtigste elementer: de syltede grøntsager, mayoen og det marinerede grisekød. Sammen med nudler og masser af sprødt grønt smager det simpelthen magisk.
TIP: Prøv også min bedste wok med nudler og grøntsager eller lækre banh xeo pandekager
Marineret nakkefilet til banh mi
Kødet, jeg bruger i min banh mi bowl, er nakkefilet. Grisekødet skæres i helt tynde strimler, der marineres, inden det grilles eller steges ved høj varme på en (grill)pande. Det giver det mest smagfulde, saftige og møre kød, ud af en udskæring, mange nok oftest bruger til pulled pork eller som en steg.
Det er vigtigt, at du lader grisekødet marinere i mindst 4 timer – dog meget gerne i op til 24 timer, så det når at suge masser af den gode smag til sig. Jeg serverede banh mi bowl i sommerhuset, og derfor besluttede vi os for at grille skiverne af marineret nakkefilet, men det kan altså også sagtens tilberede på en almindelig pande. Grillsmagen gør bare altid godt, så har du mulighed for det, er det klart at foretrække.
Nakkefilet som gæstemad
En nakkefilet vejer typisk omkring 1-2 kg. Hvis du vælger økologisk som jeg, er den ofte tættere på 1 kg, men her er der altså alligevel mad til 10 personer. Det er altså virkelig nem og budgetvenlig mad til virkelig mange, og et perfekt festmåltid, fordi alt er så nemt at tilberede i forvejen.
Alt efter hvor kødglad dit selskab er, kan du beregne 100-200 gram nakkefilet pr. person. Personligt synes jeg ikke, at man behøver mere end 100 gram, netop fordi grisekødet bliver så sprængfyldt med smag, og bowlen også indeholder masser af andre skønne og mættende elementer.
Flere opskrifter med grisekød
Denne opskrift har jeg udviklet som en del af kampagnen Glad for Gris. Et initiativ af Landbrug & Fødevarer og Svenskt Kött med formålet at vise, hvor let det kan være at lave mad, der smager af mere, når man bruger grisekød. Det er denne opskrift et fremragende eksempel på. Hvis du har lyst til at finde mere inspiration, vil jeg anbefale dig at udforske deres opskriftsunivers på gladforgris.dk.
Sriracha-mayo til banh mi
Til min bahn mi bowl serverer jeg en cremet og spicy sriracha-mayo. Den er drøn nem at bikse sammen, og du kan let tilpasse styrken ved at skrue op og ned for mængden af sriracha. Vigtigst er det, at du vælger en god mayonnaise. Altså ikke det kridthvide stads fra tube men en ægte mayonnaise fra glas – eller naturligvis en hjemmelavet variant, hvis overskuddet er til det.
Vietnamesiske syltede grøntsager
Et must, når man laver banh mi, er syltede grøntsager. Ofte bruges gulerødder og kinaradise, som jeg i min opskrift har jeg udskiftet med almindelige radiser. Både fordi, de er meget nemmere at få fingrene i, men også fordi de pynter i bowlen.
De syltede grøntsager skal gerne nå at stå en times tid, inden servering. Men du kan også sagtens lave dem flere dage forinden, hvis du eksempelvis vil spare tid, lige inden gæsterne ankommer.
TIP: Prøv også min opskrift på rispapirsruller med asiatisk daddeldip