-
Link kopieret
Linsesalat med vaniljemarineret mango og sprød serrano
Denne linsesalat med vaniljemarineret mango og sprød serrano vækker altid begejstring. Den er simpel at fremtrylle, men resultatet er noget ganske særligt!
Salaten indeholder smukke belugalinser, der mætter og giver bid. De vendes sammen med rucolasalat, sød vaniljemarineret mango og sprød, salt serranoskinke. Smagene spiller sammen på bedste vis, og så er salaten også smuk at servere.

Salat til 4 personer
Forberedelse 15 min / I alt 45 min
INGREDIENSER
- 2 dl beluga-linser
- 1 mango
- 1 tsk. vaniljepulver eller kornene fra 1 vaniljestang
- 3 spsk. olivenolie
- 2 spsk. balsamicoeddike
- 1 fed hvidløg, presset
- 6 skiver serranoskinke
- 50 g rucola
- Salt & friskkværnet peber
Skræl mangoen, og skær kødet i lange, tynde strimler. Kom dem i en skål med olivenolien og kornene fra vaniljestangen. Vend godt rundt, så vaniljen fordeler sig, og stil skålen til side.
Kog linserne i letsaltet vand i ca. 15 minutter. Kom de varme linser i en stor skål sammen med hvidløg og balsamicoeddike. Kværn salt og peber over, vend godt rundt, og lad derefter linserne køle helt af i køleskabet.
Fordel skinken på en beklædt bageplade, og sæt den i ovnen ved 175 grader i ca. 5 minutter, indtil skinken er sprød. Lad den køle af, og knæk den i mindre stykker.
Skyl rucolaen, og vend den sammen med linser og vaniljemarineret mango på et salatfad. Sørg for at få alle vaniljekorn og olivenolien med over i salaten. Knæk den sprødstegte skinke i mindre stykker, og fordel dem over salaten inden servering.
Linsesalat med vaniljemarineret mango
Denne linsesalat med vaniljemarineret mango er inspireret af en opskrift fra en spansk kogebog. Her kombineres vaniljemarineret mango med spansk skinke som en simpel forret, og det er i sandhed en helt fantastisk kombination.
Her har jeg forvandlet forretten til en frisk og fyldig linsesalat. Og linser skal man altså ikke kimse ad! Når de får selskab af en god dressing og saftigt tilbehør, kan de nemlig være en rigtig himmerigsmundfuld. Dette er i hvert fald tilfældet med denne linsesalat, for den vaniljemarinerede mango og den sprøde skinke gør de sorte beluga-linser til vaskeægte gudespise.
Du kan servere linsesalat med vaniljemarineret mango både serveres som en forret, som tilbehør til aftensmaden eller som en del af en buffet. Den gør sig fremragende til det spanske køkken, fx retter som spansk pølseret eller paella med kylling i fad. Men salaten passer til det meste, så hold dig endelig ikke tilbage med at sætte den på bordet.
Tips og variantionsforslag
- Du kan sagtens bruge andre linser frem for de små, sorte belugalinser. Jeg vil dog ikke anbefale røde linser, der hurtigt bliver udkogte.
- I stedet for serranoskinke, kan du bruge andre typer af tynd, lufttørret skinke.
- Ønsker du at gøre salaten vegansk, kan du udskifte skinken med ristede, saltede mandler.
- Salaten kan let tilberedes længe i forvejen. De vaniljemarinede mango har også godt af at stå og trække længe. Vent dog med at blande ingredienserne sammen til lige inden servering, men opbevar dem i individuelle bokse i køleskabet.
TIP: Prøv også salater som salat med blåbær eller salat med rabarbar eller fennikelsalat med parmesan