-
Link kopieret
Ratatouille salat
Ratatouille er traditionelt en fransk sammenkogt ret, hvor forskellige grøntsager sauteres i olivenolie med krydderurter.
Her forvandles retten til en lunende og lækker salat, tilberedt af nogle af sommerens bedste råvarer.

Tilbehør til 4 personer
Forberedelse 10 min /I alt 40 min
INGREDIENSER
- 1 aubergine
- 1 squash
- 2 røde peberfrugter
- 250 g cherrytomater
- 2 rødløg
- 1 helt hvidløg
- 2 spsk. olivenolie
- 1⁄2 spsk. tørret eller finthakket frisk oregano
- 1⁄2 spsk. tørret eller finthakket frisk rosmarin
- salt & friskkværnet peber
- 100 g rucola
VINAIGRETTE
- 2 spsk. hvidvinseddike
- 3 spsk. olivenolie
- 1 tsk. honning
- 1 tsk. dijonsennep
- salt & friskkværnet peber
Tænd ovnen på 175 grader, og beklæd en bageplade med bagepapir.
Skær aubergine og squash i skiver. Fjern kernerne fra peberfrugterne, og skær dem i skiver. Halvér cherrytomaterne. Pil rødløgene, og skær dem i både. Placér alle grøntsagerne på bagepladen. Skær toppen af det hele hvidløg, så du kan se hvidløgsfeddene, og placér det ligeledes på bagepladen. Dryp olivenolie over grøntsagerne og en smule ned i hvidløget. Drys med oregano, rosmarin, salt og peber. Sæt bagepladen i ovnen i 30 minutter, til alle grøntsagerne er møre og gyldne.
Ryst eller rør ingredienserne til vinaigrette sammen, og smag til. Pres de bløde hvidløgsfed ud af det bagte hvidløg, og brug derefter en gaffel til at kvase feddene, så du får en pasta. Rør hvidløgspastaen i vinaigretten.
Vend rucola sammen med de bagte grøntsager. Dryp med vinaigretten med bagt hvidløg, og vend forsigtigt rundt. Servér gerne salaten lun. Den smager dog også dejligt koldt.
Lun salat med mange grøntsager
Ratatouille salat er alsidigt tilbehør, der passer til det meste. Den smager herligt til grillet kød – fx en rib eye steak, hvis man skal lave en rigtig herremiddag. Salaten kan dog også forvandles til et mættende frokostmåltid ved at servere den med et spejlæg og grillet halloumiost eller friskhøvlet parmesan. Super simpel sommermad, når det er bedst. Generelt kan det altså anbefales at toppe salaten med lidt parmesan - den italienske ost gør jo alting bedre?
TIP: Prøv også denne opskrift på fransk pølseret a la ratatouille, pasta med ratatouille sauce eller en skøn ratatouille tærte
Ratatouille salat fra Grøntsagsglæde
Denne ratatouille salat opskrift finder du i kogebogen Grøntsagsglæde. Den går man aldrig galt i byen med. Det er nemlig en skøn opskrift, der beviser at grøntsager er langt fra kedelige - salaten er nemlig fyldt med smag!
