
Ingredienser
KIKSEBUND
- 225 g digestive kiks
- 125 g smør
OSTECREME
- 5 blade husblas
- 300 g flødeost
- 2 dl yoghurt
- skal og saft af 1 usprøjtet citron
- 100 g sukker
- 2 dl fløde
PYNT
- skal af 1 citron
- skovsyrer
Fremgangsmåde
BUND
Knus digestivekiksene i en foodprocessor eller lignende køkkenmaskine. Du kan også komme kiksene i en pose og knuse dem fint med en kagerulle.
Smelt smørret, og rør det sammen med de knuste kiks.
Beklæd bunden af en springform på 20 cm med bagepapir. Fordel kikseblandingen i bunden af en springform, og pres den godt sammen. Sæt springformen i køleskabet, imens du laver ostecremen.
OSTECREME
Læg husblassen i blød i koldt vand i 10 min.
Pisk flødeost, yoghurt, citronsaft og -skal og sukker sammen til en jævn og luftig masse.
Pisk fløden til skum i en anden skål.
Træk husblassen op af vandet med det vand, der hænger ved, og smelt den forsigtig i en kasserolle. Tag det af varmen, og tilsæt en skefuld af flødeostcremen. Pisk dernæst husblasblandingen i skålen med flødeostcreme. Vend til sidst flødeskum i cremen.
Fordel ostecremen over kiksebunden i springformen. Sæt din cheesecake på køl i 3 timer, til den har sat sig. Pynt med citronskal og skovsyrer.

No bake cheesecake med citron
Min opskrift på cheesecake med citron er en no bake version. Der findes nemlig to versioner af cheesecake: Dem, der tilberedes i ovnen, og dem, hvor cremen sætter sig på køl. Jeg foretrækker cheesecakes, der ikke skal bages. Og så elsker jeg at give dem et twist af citron. Syrligheden balancerer nemlig fedmen og sødmen helt perfekt.
Du kan sagtens udlande citronsaft og -skal i opskriften, men i så fald skal du skære ned på mængden af sukker. De to skal nemlig afbalancere hinanden.
TIP: Hvis du leder efter en lækker kage, til når du får gæster, så prøv også en chokoladekage med appelsin eller en gulerodslagkage med flødeostcreme til de særlige anledninger.
Citron i kager og bagværk
Jeg elsker at bruge citron og andre citrusfrugter i det søde køkken! Det giver en dejlig friskhed og spiller skønt sammen med sødmen i bagværket. Det smager man virkelig i min opskrift på citronsnurrer, som jeg har lavet igen og igen. Det er bare den bedste kombination af sur og sød. Samme smag fornemmer man også i min citronkage med polenta og min rawkage med kokos og lime (her giver lime i stedet syrligheden). Så hvis du ligesom jeg elsker at få lidt friskhed ind i de søde sager, så skal du uden tvivl prøve en af ovenstående opskrifter. Jeg er selv helt tosset med dem alle!
Den er fabelagtig
Dejligt at høre! 🙂
Hejsa. Jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at der i denne citron cheesecake-opskrift står salt, hvor jeg tror der skulle have stået skal 🙂
Hilsen Ida
Hej Ida
Tak for rettelsen, det er fikset nu 🙂
KH E
Denne cheesecake er sindssyg lækker og frisk!
Så dejligt at høre, Nadia! 🙂