Glutenfri opskrift på fiberrige kerneboller
Disse fiberrige kerneboller er nogle af mine yndlings! Sprængfyldt med fibre, kerner, saft og smag. De hitter både til morgenmad, på madpakken og som et lille sidekick til aftensmaden. For et par uger siden toppede vi eksempelvis bollerne med stenbidderrogn og avocado til frokost, og jeg siger jer, det var gudespise, men de smager også særligt skønt ristede til morgenkaffen.
Jeg er vild med grove boller og brød, der er fyldt med masser frø og kerner, men jeg vil samtidig gerne have luftigt og saftigt boller, der ikke er så tunge som mursten. Alt dét er det lykkes mig at samle i denne opskrift. Tro mig: De er SÅ gode, saftige og smagfulde, og så bliver de hverken tørre eller kedelige af at ligge et par dage.
TIP: Prøv også min opskrift på lækre chokorug med mørk chokolade og dadler.
Glutenfrie og veganske boller med fiberHUSK
De fiberrige kerneboller er glutenfrie og så er de tilmed helt veganske. Den fantastiske ingrediens, der gør det muligt, er FiberHUSK, en form for kostfibre, der skaber en gelé, når de blandes med væske. Denne gelé holder sammen på ingredienserne ligesom æg, og så kan man piske luft ind i dejen, så bagværket får en god struktur.
Jeg bruger den gule pakke FiberHUSK, der er specielt til bagning. Har du den grønne pakke, kan du evt. pulverisere dem i en minihakker inden.
Boller med boghvedekerner
Bollernes gode, grove konsistens kommer hovedsagligt fra boghvedekerner. De bliver saftige og lækre, og giver en god nøddeagtig smag til kernebollerne.
Boghvedekerner er egentlig et frø. Det er en supersund ingrediens med masser af fibre og protein, og kerner giver derfor god mæthed til bollerne.
Jeg bruger både boghvedekerner og mel i mit bagværk. Eksempelvis i dette gode boghvedebrød.
Derudover er det også en skøn ingrediens til at give fylde i salater. Prøv eksempelvis boghvedekerner i denne salat med edamamebønner eller min boghvedesalat med bagte rødbeder. Jeg kan også anbefale dig at lave ristede boghvedekerner og bruge dem som drys over yoghurt, suppe eller salat.