-
Link kopieret
Grøn gudindedressing - Vegansk cashew dip
Denne mintgrønne veganske dip er fantastisk både som dip og salatdressing.
Her bruges cashewnødder som base til dressingen. De giver en fantastisk cremet dressing/dip, og har du en god blender, bliver konsistensen fuldstændig smooth. Når der tilsættes citronsaft får den næsten smag af en cremefraiche eller flødeost. Derudover tilsættes en masse urter, der giver en god smag og den fineste farve.

Dip til 4 personer
Forberedelse 30 min /I alt 35 min
INGREDIENSER
- 100 g cashewnødder
- 2 fed hvidløg
- saft af 1 citron
- 1 håndfuld persille
- 1 håndfuld dild
- 1 tsk. flagesalt
- friskkværnet peber
- 1 dl vand
Hæld kogende vand over cashewnødderne i en skål, så det dækker, og lad skålen stå i 30 minutter. Si vandet fra cashewnødderne, og kom dem i en højhastighedsblender sammen med hvidløg, citronsaft, persille, dild, salt og peber. Blend, og tilsæt gradvist vand, til du får en helt glat, cremet og flydende konsistens. Smag dressingen til, og opbevar den på køl.
Grøn gudindedressing - Cremet dip af cashewnødder
"Grøn gudindedressing" kalder vi den veganske cashewnødde dip. Både fordi, den har den smukkeste grønne farve, men også fordi den er super sund og fyldt med næring, der er en gudinde værdig. Inspirationen var en "green goddess dressing". Sammen med cashewnødderne, tilsættes masser af friske krydderurter. Her kan du bruge, hvad du lige har på lager. Og det smager særligt skønt at blande flere forskellige krydderurter for en mere kompleks smag. Særligt kombinationen af persille og dild smager dejligt, men brug endelig, hvad du har i vindueskarmen eller køkkenhaven. Basilikum, koriander, purløg, mynte, oregano - det smager alt sammen dejligt, så prøv dig frem og find din favoritkombination.
TIP: Prøv også denne opskrift på butterbean-dip med artiskokhjerter, der også er vegansk
Vegansk dip til blomkåls hotwings
Denne opskrift på Grøn Gudindedressing er den mest vidunderlige dip til disse blomkåls hotwings. Det er et herligt match, hvis man har lyst til en snack inden sommermiddagen, men også som en salatdressing i en salatskål med coleslaw, sød-kartoffelfritter og bladgrønt. Opskriften på den bedste coleslaw og masser af ekstra grøntsagsinspiration finder I i Grøntsagsglæde. Du kan se, hvordan vi kombinerer vores grønne gudindedressing med blomkåls hotwings i denne video: 
Opskrifter på nemme dips
Hvis du er på udkig efter flere opskrifter på lækre dips til grønne og sunde retter, kan vi varmt anbefale disse opskrifter:
