Den bedste lasagne opskrift
Lasagne er et sikkert hit i de fleste hjem, og det gælder bestemt også vores. Det er essencen af “comfort food”. Det er vaskeægte hyggemad, og der spreder sig altid en særlig stemning, ej at forglemme den formidable duft, når man sætter en lasagne i ovnen.
Herhjemme laver vi oftest lasagne på fridage, da vi foretrækker at lave den fra bunden (lige bort set af lasagnepladerne) og gerne vil lade saucen simre ekstra længe. Simon tryller den himmelske lasagnesauce frem (ligesom det altid er ham, der laver spaghetti bolognese) først på dagen. Og så får den ellers får lov til at hygge sig i gryden, så længe som muligt. Når vi nærmer os spisetid, laver jeg en hjemmelavet bechamelsauce og samler lasagnen. Så skal der bare laves en grøn salat, imens lasagnen hygger sig i ovnen, og så er der serveret.
Som oftest laver vi dobbelt portion af min opskrift på lasagnen, så vi kan sætte to fade i ovnen. Når vi har spist aftenens portion og fadene er kølet af, deler vi lasagner i portioner, som vi kommer i fryseren i bokse. Så er der nem mad, lige til at tage op og varme, og det kan varmt anbefales, for lasagnen er lige, hvad man har lyst til efter en travl dag. Jeg kan også anbefale dig at lave dobbelt portion af saucen alene og bruge halvdelen til at lave sprøde pirogger til madpakken.
TIP: Prøv også min populære opskrift på vegetarisk linselasagne eller den græske udgave af lasagne moussaka med aubergine og kartofler
Nem og hurtig lasagne
Selvom jeg egentlig mest ser lasagne som weekend mad, sker det (ofte), at lysten melder sig en dag, hvor man ikke har kunne nå at sætte en lasagnesauce over. Heldigvis kan man har sagtens skrue på et par knapper, så opskriften på lasagne bliver nem, hurtig og hverdagsvenlig, uden at det går for meget ud over smagen:
- Hak løg, hvidløg, gulerødder og bladselleri på en foodprocessor eller minihakker.
- Nøjes med at koge din lasagnesauce i 30 minutter, inden lasagnen samles.
- Brug friske frem for tørrede lasagneplader, så tilberedningstiden i ovnen forkortes.
- Køb evt. en færdiglavet bechamelsauce.
TIP: Prøv også min opskrift på mexicansk lasagne.
Bechamel eller mornaysauce
Selvom du naturligvis sagtens kan købe en færdiglavet hvid sauce, vil jeg virkelig anbefale dig at lave den fra bunden.. Både fordi, det altså bare smager bedst, men også fordi, det slet ikke er så svært, som mange tror. Det tager maks(!) 5 minutter, og kræver kun ganske få ingredienser, du sikkert har på lager: mælk, smør, mel, muskatnød, salt og peber.
Forskellen på en bechamel og mornay sauce er, om der tilsættes ost. Begge saucer er en såkaldt “hvid sauce”, der laves på mælk. Mælken opbages og smages til, så man får en cremet mælkesauce. En klassisk bechamel (som der oftest bruges til lasagne) laves uden ost, imens der i en mornaysauce tilsættes ost, fx parmesan eller mozzarella, der smeltes ind i saucen.
Om du ønsker at lave en bechamel eller mornaysauce er helt op til dig. Begge dele smager virkelig dejligt. Jeg plejer at lave en mornaysauce, hvis jeg tilfældigvis har parmesan på lager (og det har jeg som regel). Det giver nemlig lidt ekstra ostesmag til saucen, som jeg godt kan lide, men det kan altså sagtens undlades.
TIP: Prøv også min opskrift på lakselasagne med spinat
Ofte stillede spørgsmål til opskrift på lasagne
Her under har jeg samlet de hyppigste spørgsmål, jeg har fået til min lasagneopskrift samt lidt tips, tricks og variationsmuligheder:
Hvordan laver man lasagne?
Lasagne består af en kødsovs, en hvid sauce (bechamel eller mornay), pasta lasagneplader og ost. De forskellige elementer af retten samles i lag i et fad, der bages til en lækker lasagne i ovnen.
Hvilken rækkefølge man kommer elementerne i fadet, er der stor uenighed om. Nogle starter med lasagne plader i bunden – andre bechamel eller kødsovs. Jeg gør det sidstnævnte, og kører rækkefølgen: Kød, plader, bechamel, indtil jeg når toppen af fadet. Her dækker jeg overfladen med bechamelsauce og ost, som bliver gylden og smeltet, når fadet kommer i ovnen.
Hvordan laver man lasagne med sprød top?
For at lave en lasagne med sprød top, skal du undlade bechamel på toppen. Top i stedet med små tern af smør, evt. lidt ost og drys rasp over overfladen. Det vil give en gylden og sprød overflade, som mange holder af.
Hvor lang tid skal lasagne have i ovnen?
Hvor længe fadet skal stå i ovnen afhænger af, om du bruger friske eller tørrede lasagneplader. Typisk skal lasagnen have 30 minutter ved friske lasagneplader og omkring 45 minutter ved tørrede plader. Hold dog øje med ovnen og stik en gaffel i, hvis du er i tvivl, om pladerne er møre. Hvis overfladen på lasagnen når at blive for mørk, kan du altid dække den til med et stykke staniol ved det sidste af bagetiden.
Hvor længe kan lasagne holde sig?
Lasagne kan holde sig en 3-4 dage i køleskabet eller flere måneder i fryseren. Lad din lasagne tø op, og lun den så i ovnen ved 175 grader, til den er gennemvarm. Når først du har genvarmet din lasagne, vil jeg anbefale dig, at du spiser den samme dag.
Hvordan fryser man lasagne?
Det er oplagt at lave en stor portion lasagne og fryse resterne. De er nemlig nemme at lune igen, og smager næsten endnu bedre sådan.
Lad din lasagne køle af, så den sætter sig godt. Derefter kan du skære den ud i portionsstørrelser, der passer til antallet i husstanden, og komme dem i bokse til fryseren.
Hvilken salat passer til lasagne?
Jeg serverer næsten altid en grøn salat til, da jeg synes, det giver et friskt modspil til den lidt tunge ret. Bud på sådan en salat kunne være min grønne salat med æble og parmesan eller denne lækre salat med granatæble og avocado.